Co-production between the public sector and civil society

Forside til projektrapport – 1. Semester, BP1

Semester: 1. Semester Hus: 20.1

Dansk projekttitel: Samskabelse mellem det offentlige og civilsamfundet Engelsk projekttitel: Co-production between the public sector and civil society Projektvejleder: Jesper Visti Hansen

Gruppenummer: 22 Studerende:

Magnus Mains Bastholm - 58403 Ida Amalie Nordborg Nielsen - 57235 Mathilde Bugge Jepsen - 57857 Kamilla Mølbak Holm - 58713 Sally Aune - 58062

Indholdsfortegnelse

1. Problemfelt

Samskabelse er blevet et populært styringsredskab i den offentlige forvaltning, og det prises for at indebære både demokratiske og økonomiske fordele. Ved at lade forskellige aktører bidrage med deres ressourcer, kompetencer og ideer, skabes mere langsigtede og kvalitetsbaserede løsninger. Samskabelse kan være et effektiviseringsredskab til at aflaste det offentlige og overlade

serviceopgaver til civilsamfundet. Kritikere af samskabelse mener, at civilsamfundet ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt kvalificeret til at løse de pågældende opgaver, og at der er et forvaltningsretligt ansvar, der ikke bliver varetaget. Hvis flere løsninger skal baseres på samskabelse, kan det medføre demokratisk underskud, da samskabelse er de ressourcestærkes projekt. Formelt set kan alle bidrage i samskabelsesprocesser, men reelt set er der store

samfundsgrupper, der vil blive ekskluderet fra indflydelse, da de ikke har de fornødne ressourcer til at deltage. Det kan medføre ulighed i, hvem der er med til at definere problemer, prioritere

vigtigheden og udvikle nye løsninger i samfundet.

Kommunerne har sat samarbejdet med civile på dagsordenen, ved i større omfang at inddrage civilsamfundet i mange forskellige projekter blandt andet på integrationsområdet.

Kommunen er juridisk forpligtet til at integrere indvandrere, hvorfor de bærer en stor del af det formelle integrationsansvar (Integrationsloven 2013: kap. 4 §16). Kommunen har både fordele ved dets institutionelle rammer, men er også begrænset af disse. Det er derfor interessant og vigtigt at undersøge, hvad civilsamfundet kan bidrage med og hvordan samskabelse kan styrke

integrationsprojekter. Giver det øget mulighed for integration, hvis civilsamfundet deltager i integrationsprojekter? Civilsamfundet kan bidrage med blandt andet netværk, normdannelse og kulturudveksling, og spørgsmålet er derfor, om det offentlige alene kan bære integrationsopgaven uden civilsamfundets kvaliteter. Regeringen lancerede i 2010-2014 en national

civilsamfundsstrategi, hvor de beskriver civilsamfundet som en værdi og ressource, som de ønsker styrket (Regeringen 2010:4). Ved lanceringen afsatte de derfor midler, metodeguides og

frivillighedskonsulenter, til at hjælpe kommunerne med, hvordan de i højere grad kunne få civilsamfundet på banen i frivillige initiativer.

Aarhus Kommunes Familiementorprojekt 2009-2011 er et resultat af kommunens

integrationsstrategi, som i 2009 fik bevilliget penge fra Ligestillingsministeriet. Projektet er et samskabelsesprojektet mellem ministerium og kommune og endvidere mellem kommune og

civilsamfund. Vi vil med et casestudie undersøge, hvordan Familiementor som integrationsprojektet har betydning for integrationsprocessen. Det vil vi gøre ved at belyse de typer af integration, som projektet rummer. Vi vil undersøge hvilken form for samskabelse, der finder sted i

Familiementorprojektet. Endvidere vil vi undersøge projektets levedygtighed, og projektets potentiale for videre forankring i civilsamfundet uden offentlig støtte. Er projektets mulighed for overlevelse på lang sigt afhængig af, hvorvidt civilsamfundet har været med til at udvikle projektet i en tidlig samskabelsesproces? Hvilken betydning har samskabelse for integrationsprocessen?

Hvorfor er det offentlige interesserede i at rekruttere frivillige, til at bidrage til offentlige serviceopgaver? Denne undren har ledt os til vores problemformulering.

1.2 Problemformulering

Hvad betyder det for projekt Familiementor, hvordan det offentlige samskaber med civilsamfundet, og hvad betyder det for integrationsprocessen at civilsamfundet er med?

Arbejdsspørgsmål 1: Hvordan kan Familiementor skabe mulighed for integration? Arbejdsspørgsmål 2: Hvilken form for samskabelse blev anvendt i Familiementor?

Arbejdsspørgsmål 3: Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige former for samskabelse og hvilke incitamenter har det offentlige for at samskabe mere eller mindre i Familiementor?

2. Begrebsafklaring

I dette afsnit vil vi præsentere og afklare, hvordan vi anvender de begreber, der ofte fremgår i projektet.

Civilsamfund

Civilsamfundet er et komplekst begreb at definere og afgrænse. Der gives mange definitioner på begrebet med fællestræk og afvigelser, men vi præsenterer her en definition givet af Professor Helmut K. Anheier:

“Civil society is the sum of institutions and individuals located between the family, the state and the market in which people associate voluntarily to advance common interests … a buffer zone strong enough to keep both state and market in check, thereby preventing each from becoming too powerful and dominating.” (i civilsamfundet.dk)

Civilsamfundet betegner således grupperinger og aktører der befinder sig i sfæren mellem det private, det offentlige og markedet. I semesterprojektet bruges begrebet civilsamfund om både danskere og indvandrere, med og uden statsborgerskab, der er bosat i Danmark. Begrebet indebærer også de organisationer der er organiseret frivilligt, uden at være styret af stat og marked. I Anheiers definition understreges civilsamfundets frivillige deltagelse i aktiviteter, der stræber mod at opnå almen interesse. Han har et normativt perspektiv på civilsamfundet som den instans, der skal sørge for, at hverken stat eller marked får for meget magt.

Civilsamfund, stat og marked er analytiske kategorier, ikke empiriske. I virkeligheden er de samme mennesker repræsenteret i flere kategorier og grænserne flyder derfor sammen. De offentligt ansatte er også civilsamfund, men i projektet anvender vi de analytiske kategorier for at have et teoretisk forståelsesgrundlag.

Frivillige

I semesterprojektet betegner frivillige de aktører eller organisationer, der af egen vilje udfører en opgave eller deltager i et projekt, uden at få betaling for det.

Indvandrere

En person med fødested i udlandet er indvandrer. En person med fødested i Danmark er efterkommer, hvis begge forældre er indvandrere. (Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og integration 2008)

3. Metode

Indledningsvis vil vi redegøre for valg af afgrænsning i projektet. Dernæst fremkommer vores metodiske overvejelser i forbindelse med valg af kvalitativ metode i form af casestudie, indholdsanalyse, interview samt overvejelser om brugen af beskrivende statistik og fejlkilder.

3.1. Metodiske overvejelser om kvalitativ metode

Vi har valgt at benytte kvalitativ metode i form af casestudie. Det empiriske grundlag til forståelse af casen er et kvalitativt interview og indholdsanalyse af evalueringsrapporten for casen. Den kvalitative metode er velegnet til at gå i dybden og indsamle nære og nuancerede oplysninger inden for et afgrænset empirisk felt (Harboe 2010:49). Vores emne integration og samskabelse er

komplekst og multifacetteret og vi vurdere derfor, at en kvalitativ undersøgelse vil lade nuancerne komme bedre frem, end hvis vi lavede en kvantitativ undersøgelse (Harboe 2010:55).

Den kvalitative undersøgelse giver et subjektivt informationsgrundlag, som yderligere fortolkes i forhold til deres kontekst (Olsen & Pedersen 2015:152). Vores fortolkning sker i en

erkendelsesspiral, hvor vores forforståelse af emnet påvirker udvælgelsen af case, der påvirker afgrænsningen af teori, hvilket påvirker indsamlingen af data der påvirker forståelsen af teori, der igen påvirker tolkningen af data i en fortsat spiral.

3.2 Afgrænsning

Afgrænsning i forhold til frivillighed

Vores fokus er, hvordan indvandreres integrationsproces, dvs. muligheder for at opnå integration, bliver fremmet eller hæmmet ved, at der indgår civile i integrationsprojekter. Vi afgrænser os derfor fra at se på de reelle eftervirkninger af samskabelsen mellem kommune og civilsamfund. Vi har valgt ikke at interviewe de frivillige, da fokus ikke er på vellykket integration, men på virkningen af samskabelse mellem det offentlige og civilsamfund.

Fravalg af analyse samarbejde med andre organisationer

For at afgrænse vores undersøgelsesfelt, har vi valgt kun at tage udgangspunkt i samskabelse mellem det offentlige og civilsamfundet. Vi har derfor fravalgt at se på samskabelse med andre organisationer, som er involveret i Familiementor.

3.3 Casestudie

Filosoffen Alasdair MacIntyre siger: „Jeg kan kun besvare spørgsmålet ’Hvad skal jeg gøre?’, hvis jeg får lov til at besvare det tidligere spørgsmål: ’Hvilken historie eller hvilke historier er jeg en del af?’“ (i Flyvbjerg 2010: 484). Denne pointe illustrerer, at vi kun kan vurdere hvilken betydning samskabelse har som styringsredskab, hvis vi kigger på den kontekst det praktiseres i. Vi har derfor valgt casestudie som metode til besvarelse af vores problemformulering.

Casestudiet er en dybdegående og kvalitativ metode, som giver mulighed for at afdække et afgrænset problemfelt og alle dets facetter (Harboe 2010:63). Casestudier har ofte et fortællende

element, der beskriver den observerede virkeligheds kompleksitet, modsigelser og dilemmaer. Sådanne fortællinger er vanskelige at reducere til generelle teser og teorier (Flyvbjerg 2010:481). Professor Bent Flyvbjerg mener imidlertid, at: ”Et rent deskriptivt, fænomenologisk casestudie uden noget som helst forsøg på at generalisere kan afgjort være af værdi” (Flyvbjerg 2010:471). Den komplekse fortælling viser netop, at studiet har ”afdækket en særlig dyb problematik” (Flyvbjerg 2010:482). Det er derfor ikke altid nyttigt at sammenfatte og generalisere casestudier, hvilket imidlertid ikke skyldes metoden, men den studerede virkelighed (Flyvbjerg 2010:483,485). Derfor vil vi fokusere vores analyse på den konkrete case Familiementor og drage konklusioner om samskabelse i netop denne kontekst.

Selvom et rent deskriptivt casestudie har videnskabelig værdi i sig selv, kan man også generalisere ud fra det enkelt case. Det afhænger dog af den konkrete case, og hvordan den er udvalgt (Flyvbjerg 2010:469). En strategisk udvalgt case bidrager til generaliserbarheden af et casestudie (Flyvbjerg 2010:470). Vores indgående kendskab til samskabelse i den konkrete case Familiementor, vil vi bruge til at åbne op for generelle betragtninger om samskabelse i andre projekter end

Familiementor. Dette vil vi dog først gøre i perspektiveringen.

3.3.1 Metodiske overvejelser omkring udvælgelse af case

Vi vil lave et casestudie på ligestilling- og integrationsprojektet Familiementor, der er et

samskabelsesprojekt mellem Aarhus frivilligcenter, som repræsenterer det offentlige, og frivillige fra civilsamfundet. Vores strategi for at udvælge Familiementor som case, har været

informationsorienteret udvælgelse, der:

”anvendes for at maksimere nytteværdien af små stikprøver og enkeltcases. Man kan her udvælge ekstreme/atypiske cases, cases med maksimal variation, kritiske cases eller paradigmatiske cases afhængigt af sin erkendelsesinteresse.” (Flyvbjerg 2010:487).

Vi betragter Familiementor som en atypisk case, fordi Familiementor er et usædvanligt eksempel på samskabelse i den forstand, at der kun samskabes i begrænset omfang, hvilket kan give information om det gode og problematiske i samskabelse. I udvælgelsen af case giver det ofte flere

informationer at vælge en atypisk case frem for den gennemsnitlige case. Den gennemsnitlige case kan beskrive fænomenets symptomer og hyppighed, mens den atypiske case tydeliggør et problems

konsekvenser og de dybere årsager bag (Flyvbjerg 2010:473). Teori om samskabelse, Putnams social kapital teori og Hamburgers integrationsteori, skal anvendes til at forstå og forklare de sammenhænge, vi ser i casen. Således vil analysen af Familiementor være en central del af vores færdige projekt, og fungere som et konkret eksempel fra den virkelige verden.

3.4 Kildekritik af evalueringsrapport

Vores hovedkilde til information om Familiementor er projektleder Susi Sommer. Vi anvender dels evalueringsrapporten om Familiementorprojektet skrevet af Sommer samt et kvalitativt interview med hende. Disse to primærkilder udgør vores empiriske datagrundlag, for at forstå vores case. Evalueringsrapporten “Familiementorprojektet i Aarhus 2009-2011” er udarbejdet efter

Familiementors afslutning, som en skriftlig evaluering. Rapporten rummer udvalgte interviews med de deltagende flygtninge og frivillige familier, som er foretaget af Sommer.

Det er en fejlkilde i forhold til evalueringsrapportens validitet, at forfatteren af rapporten også er projektleder på Familiementor. Sommer har en subjektiv tilgang til projektet, hvilket præger de konklusioner hun drager om projektet og hvilke resultater hun præsenterer. Den tætte relation mellem udførelsen af projektet og evalueringen af projektet farver de data, der fremstilles i rapporten. Det er imidlertid en bevidst afgrænsning af vores semesterprojekt, at vi vælger at gå i dybden med netop Sommers perspektiv på Familiementor, da vi mener, at hun er en særlig vigtig stemme i projektet.

Familiementor har fokus på ligestilling og integration, der redegøres derfor ikke for samskabelse i evalueringsrapporten. Vi laver derfor et kvalitativt interview af Sommer til at opnå den viden om samskabelse i Familiementor, som ikke berøres i evalueringsrapporten.

3.5 Kvalitativ interview

Det metodiske greb som et kvalitativt interview er, giver en dybdegående og subjektiv tilgang til casen (Olsen & Pedersen 2015:160). Sommer har ekspertviden inden for projektledelse i

samarbejdet mellem det offentlige og civilsamfund i Familiementor. Vi kan med et kvalitativt interview af Sommer få et billede af, hvorledes samskabelse mellem det offentlige og

I interviewet har vi bestræbt os på at lave de rigtige stikprøver, grave dybere hvis væsentlige emner blev berørt, opfange sprognuancer, samt have situationsfornemmelse (Harboe 2010:77). Vi har valgt at tilsende Sommer interviewspørgsmålene inden interviewet, ud fra betragtningen om, at det gav hende mulighed for at give de mest reflekterede og dybdegående svar. For at skabe den mest behagelige interviewsituation for hende, er det vores overbevisning, at det er rarest at være

forberedt på hvad der møder én. Dette indebærer dog en fejlkilde for pålideligheden af interviewet. Ved at give Sommer kendskab til spørgsmålene, kan hun danne sig en opfattelse af vores

dagsorden. Bevidst eller ubevidst vil forhåndsviden påvirke Sommer til at tilpasse sin besvarelse, enten i overensstemmelse med hvad hun tror, vi ønsker, eller i modsætning dertil (Harboe

2010:188).

Det var desuden vigtigt, at spørgsmålene ikke ledte Sommers svar i en bestemt retning, fordi

interviewpersonen kan have en tendens til at komme med svar, ud fra hvad de tror, at de bør svare. I både interviewsituationen samt den efterfølgende behandling af empirien er det derfor vigtigt at være opmærksom på, hvordan Sommer blev påvirket af interviewerens formidling.

Interviewet med Sommer var et semistruktureret interview. Vi opbyggede interviewet ud fra Kvales model, hvor interviewet på forhånd inddeles i forskningsspørgsmål, interviewspørgsmål og

opfølgende spørgsmål (Kvale 2007:37-41, bilag 2). Kvales model var et oplagt redskab til det semistrukturerede interview, da de opfølgende spørgsmål fungerede som støttepæle og

retningsgivere undervejs i interviewet. Den semistrukturerede interviewform gav plads til at uddybe de spørgsmål, som Sommer lagde vægt på og udelade de spørgsmål, der viste sig at være mindre relevante i interviewsituationen. Da vi hurtigt kom omkring de forberedte spørgsmål og

fokusemner, fik interviewet karakter af en mere uformel samtale uden talepapir. Det viste sig at være en fordel at lade interviewet have en cirkulær struktur og vende tilbage til tidligere spørgsmål, for at åbne endnu mere op for svarene, nu hvor Sommer var mere afslappet og fortrolig og derfor talte mere frit.

Interviewet foregik på Lær Dansk, hvor Sommer nu arbejder som danskunderviser for indvandrere. Sommer tilbød, at vi kunne benytte lokaler på hendes nuværende arbejdsplads, hvilket vi tog imod, da vi mente, det ville give en tryg interviewsituation for Sommer at være i vante omgivelser.

3.5.1 Interviewbehandling

I vores kvalitative interview af Sommer har vi valgt at anvende audiodokumentation for at få alle nuancer af interviewet med. Dette transskriberes efterfølgende, for senere at kunne uddrage pointer og synspunkter, som har relevans i forhold til vores projekt. Endvidere har vi valgt at lade to ud af gruppens fem medlemmer deltage. Denne beslutning er et resultat af overvejelserne om, hvordan interviewet bedst mulig transskriberes. Idet tre af gruppens medlemmer ikke stifter bekendtskab med Sommer, antager vi, at de har mulighed for at transskribere interviewet ud fra en mere objektiv vinkel (Kvale 2007:93-94).

Der vil dog uundgåeligt forekomme fortolkning i fremstillingen af interviewet igennem transskriptionen. Denne fejlkilde gør det nødvendigt at tage stilling til fremstillingen af

interviewpersonerne. Vi har taget en belsutning om, at vi i transkriberingen vil hive centrale pointer ud af citaterne fra interviewpersonerne og rense dem for fyldord. Denne beslutning skyldes, at vi synes, at fyldord som “øhm”, “sån’ der”, “ik’” osv. støjer mere end højst nødvendigt, når det handler om at underbygge en given pointe med et citat.

3.6 Metodiske overvejelser om kvantitativ metode

Vi vil inddrage den kvantitative metode i form af beskrivende statistik. En central pointe i

Familiementor er, at det danske foreningsliv bidrager positivt til integration og ligestilling mellem danskere og indvandrere. Vi vil benytte en tabel fra rapporten Etniske minoriteter, frivilligt socialt arbejde og integration, udarbejdet af Gunvor Christensen og Stine Røn Christensen fra

Socialforskningsinstituttet. Tabellen skal i vores opgave tegne et billede af, i hvor høj grad indvandrere deltager i det danske foreningsliv ud fra en antagelse om, at et stærkt foreningsliv gavner integrationen (Christensen & Christensen 2006:41).

3.7 Fejlkilder

Et argument imod kvalitative studier herunder casestudier er, at de har større tendens til bias end kvantitative, hypotetisk deduktive metoder. Vores bias i opgaven er vores forudindtagethed om samarbejdet mellem civilsamfund og det offentlige i integrationsprojekter. Ved at arbejde dybdegående med casestudiet, har vi dog fået flere perspektiver på emnet og har fået rykket ved vores forestillinger. Dette er fordi casestudiets metode oftere leder til falsifikation af forudfattede

antagelser end til verifikation (Flyvbjerg 2010: 479). Forskerens subjektivitet kan i højere grad påvirke forskningens resultat, hvis forskeren ikke kommer helt tæt på studieobjektet. Ideelt i et casestudie er der derfor mulighed for, at studieobjekterne kan ”svare igen”, og dermed tvinge forskeren til at revidere sine antagelser (Flyvbjerg 2010: 480).

4. Teori

I dette afsnit præsenteres de teoretiske perspektiver, der benyttes i projektets analyse og

perspektivering. For at besvare vores problemformulering, har vi valgt at benytte os af Charlotte Hamburgers integrationsteori, Robert Putnams teori om social kapital og teori om samskabelse ifølge bl.a. Anne Tortzen, Jacob Torfing og Eva Sørensen. Med disse teorier vil vi forsøge at skabe et nuanceret billede af det offentliges, såvel som civilsamfundets incitament til at indgå i et

samarbejde i integrationsprojekter og endvidere hvilken påvirkning samarbejdet har for integrationsprocessen.

4.1 Samskabelse

Samskabelse kan ske mellem alle tænkelige aktører, både offentlige og private, herunder individer, grupper, virksomheder og organisationer (Sørensen & Torfing 2015). Samskabelse kan ske i forskellige arenaer, også helt uden om det offentlige. I dette afsnit vil vi dog redegøre for de teoretiske perspektiver på samskabelse mellem det offentlige og civilsamfundet. I 1970’erne præsenteres begrebet co-production af den amerikanske politolog og nobelpristager Elinor Ostrom. Hendes definition af co-production er: ”By coproduction I mean the process through which inputs used to produce a good or service are contributed to individuals who are not ”in” the same

organization” (i Agger & Tortzen 2015:10). Hun pointerer, at produktionen af alle offentlige services og produkter, potentielt skabes af både ‘producenter’ og ‘modtagere’(Agger & Tortzen 2015:10).

I forvaltningsforskningen ses samskabelse som et styringsredskab, og betragtes derfor ud fra forskellige styringsparadigmer. Der skelnes mellem to normative tilgange til samskabelse, henholdsvis effektivitetssamskabelse og demokratisk samskabelse (Agger & Tortzen 2015:13).

Effektivitetssamskabelse

Her anvendes samskabelse i et forsøg på at komme omkring ressourceknapheden i den offentlige sektor, ved at inddrage borgerne i outputfasen. Formålet er at forbedre serviceydelser både kvantitativt og kvalitativt ved at “kvalitetssikre, effektivisere og målrette den offentlige service” (Agger & Tortzen 2015:13). Denne retning inden for samskabelse bærer præg af New Public Management paradigmet, med opfattelsen af borgere som nyttemaksimerende og rationelt handlende, og derfor som forbrugere af det offentliges velfærdsydelser. Der er fokus på hvordan den individuelle bruger af en ydelse, ud fra et økonomisk målrationale, kan give det bedste “return on government investment”(Agger & Tortzen 2015:13), ved selv at bidrage til at producere ydelsen.

Demokratisk samskabelse

Denne tilgang til samskabelse bunder i New Public Governance paradigmet. Demokratisk

samskabelse ses “som netværksbaseret samarbejde mellem forskellige offentlige og private aktører, der samarbejder om at prioritere, planlægge eller producere velfærd” (Agger & Tortzen 2015:14). Konteksten er netværksstyring, hvor civilsamfundet ønskes som aktiv part både i styring og udvikling af de offentlige velfærdsydelser. Borgerne ses således som medborgere, frem for

udelukkende som forbrugere af velfærdssamfundet. De kan indgå i både input- og outputfasen, men ikke kun som individer. Civilsamfundet anerkendes som en vigtig aktør, og derfor inddrages ikke kun individer, men også lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer. Der er fokus på de

demokratiske gevinster, der kan opnås ved samskabelse. Dette kan eksempelvis være pluralisme og legitimitet i de offentlige service, samt “øget livskvalitet, nye relationer og empowerment af svage grupper” (Agger & Tortzen 2015:14).

Samskabelse i et styringsperspektiv

Civilsamfundet kan spille forskellige roller som aktør i samskabelsesprocessen, hvilket også afhænger af, hvor tidligt i processen det er involveret. Det kan være som co-initiator, hvor

civilsamfundet er med til at tage initiativ og sætte rammerne for projektstrukturen. Som co-designer er civilsamfund med til at udforme selve løsningen. Endelig kan civilsamfundet være

co-implementor, hvor de civile er med til at implementere løsninger, som er designet af det offentlige. Graden af civilsamfundets indflydelse og handlerum er større, dets tidligere i processen

Samspillet mellem aktørerne i samskabelse, afhænger af hvilken form for samskabelse, der finder sted. Samskabelse kan ifølge Sørensen og Torfing inddeles i fire grader, hvilket illustreres i samskabelsesstigen. Her repræsenterer trin 1 den laveste grad af samskabelse, mens trin 4 repræsenterer den højeste grad af samskabelse.

Trin 1 Borgerne skal være med til at løse sine egne problemer.

Trin 2 Frivillige inddrages som samproducenter af offentlige serviceydelser. Trin 3 Civilsamfundet inddrages til drøftelse af nye løsninger.

Trin 4 Ligeværdigt samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet. (Udledt ud fra Sørensen & Torfing 2015)

På første trin hjælper det offentlige civilsamfundet på individplan, til at definere sine egne

problemer, med henblik på selv at kunne “producere den service, som de har brug for” (Sørensen & Torfing 2015). Civilsamfundet kan på dette trin betegnes som co-implementor.

På andet trin hjælper civilsamfundet det offentlige med at producere velfærdsydelser. Civilsamfundet er også på dette trin co-implementor.

På tredje trin bliver civilsamfundet præsenteret for det offentliges forslag og kan give deres mening til kende. Derfor har civilsamfundet mulighed for at være co-designer, afhængigt af hvor stor indflydelse deres kommentarer har.

På fjerde trin deltager civilsamfundet i definitionen af problemer, i et ligeværdigt samarbejde med det offentlige. Dernæst deltager de i udviklingsfasen af løsninger, samt implementeringen af disse. På dette trin kan civilsamfundet hermed betegnes som co-initiator, co-designer og co-implementor (Sørensen & Torfing 2015).

Hvor Sørensen og Torfing hævder at samskabelse kan finde sted i forskellige grader, mener andre forskere, at der kun er tale om reel samskabelse på trin 4, når ansvaret for initiativ, design og implementering deles af civilsamfund og det offentlige. Det gør eksempelvis forskerne Boyle og Harris: ”co-production occurs in the critical middle-ground when user and professional knowledge is combined to design and deliver services” (i Agger & Tortzen 2015:16). Denne tilgang til

“oppefra og ned”-perspektiv, idet borgerne inddrages i en anden aktørs dagsorden (Tortzen 2008:16).

De muligheder som kommuner har for at inddrage borgerne, kan i praksis være i form af at: • “Invitere borgerne til en dialog

• Sætte rammerne og tilrettelægge processen • Yde økonomisk og anden støtte til aktive borgere • Sørge for mødesteder og knytte nye netværk lokalt

• Hjælpe aktive borgere med at “finde vej” i forvaltningen” (Tortzen 2008:19)

Ifølge en kortlægning fra OECD offentliggjort i 2011, er det i praksis oftest som supplerende service at samskabelse finder sted (Agger & Tortzen 2015:19). Desuden igangsættes samskabelses-initiativer også oftest af det offentlige, hvorefter civilsamfundet først inddrages senere i processen. Dette kan, ifølge Agger og Tortzen skyldes, at det ofte er en udfordring for politikere og fag-professionelle at overlade kontrollen. De kan mangle tiltro til at borgerne kan og vil deltage, eller tvivle på borgernes viden, og evnen til at sætte sig ud over egne interesser (Agger & Tortzen 2015:17).

Udbytte af samskabelse

Udbyttet af samskabelse kan generelt være inden for effektivitet, demokrati og innovation. Effektivitet kan forstås på flere måder; bå nmde kvantitativt som økonomisk værdi i form af ressourceoptimerede løsninger, eller i kvalitativ forstand, hvilket kan betyde, at ydelserne er mere målrettede borgernes behov og således giver mere kvalitet. Det demokratiske udbytte kan være i form af øget legitimitet til den demokratiske proces, fordi civilsamfundet bliver deltagere og medborgere. Endvidere kan det demokratiske udbytte være i form af social kapital, der kan indebære øget tillid og nye relationer. Endelig kan samskabelse bidrage til nytænkning og innovation, hvor samspillet mellem flere aktørers ressourcer, perspektiver og ideer kan give nye løsninger på samfundsmæssige problemer og udvikle nye ydelser (Agger & Tortzen 2015:23). Forskerne Needham og Carr viser, ud fra empiriske studier af samskabelse i den sociale sektor, at ydelserne opnår bedre kvalitet, ekspertisen fra brugerne bliver inddraget, og der opbygges social kapital hos brugerne. De peger dog også på, at udbyttet af samskabelse på det sociale område i praksis bør opfattes bredt: "(...) a redefinition of what constitutes an 'outcome' in public services,

often focusing on less quantifiable personal aspects, such as befriending, building relationships and broader quality of life issues" (Agger & Tortzen 2015:23). En anden måde at angive udbyttet af samskabelse på, (belyses) af forskerne Bovaird og Löffler, der fokuserer på et flerdimensionelt begreb om offentlig værdi. Herunder værdi for brugerne, for de nære omgivelser, social værdi, miljømæssig værdi og politisk værdi. Med social værdi er der tale om sammenhængskraft og netværk og den politiske værdi refererer til blandt andet opbakning og tilslutning til demokratiske processer (Agger & Tortzen 2015:23).

Ud fra et positivt syn på samskabelse, er der således mange fordele både på kort og lang sigt for civilsamfundet og det offentlige. Samskabelse kan give “større ejerskab, engagement og

ansvarlighed hos borgerne” (Tortzen 2008:244), hvilket på lang sigt “vil betyde en styrkelse af civilsamfundet og samfundets ressourcer bredt forstået” (Tortzen 2008:245).

Ifølge samskabelse-forskerne Torfing og Sørensen gives der ingen garantier for at samskabelse, giver det eftertragtede udbytte, hvor alle parter er tilfredse og servicen opnår bedre kvalitet. Dette afhænger i høj grad af, om det lykkes at få de relevante parter engageret. Det “kræver udvikling af nye institutionelle design og ledelsesformer i den offentlige sektor.” (Sørensen & Torfing 2015). En ulempe ved samskabelse er, at beslutningsprocesserne bliver mere uforudsigelige. Hvem der får indflydelse på beslutningerne afhænger af, hvem det lykkes at engagere (Tortzen 2008:243). Det offentlige kan prøve at styre udbyttet af processen gennem planlægning og rammestyring, men kritikere vil indvende at samskabelse kan give en demokratisk ulighed, da beslutningerne vil blive domineret af de mest engagerede eller højtråbende borgere (Tortzen 2008:243). Ud fra et elitisme-kritisk demokratisk perspektiv, kan samskabelse hævdes at styrke uligheden i samfundet, da det vil være den ressourcestærke og ikke folkevalgte elite, der kommer til at sætte den politiske dagsorden (Heywood 2013:101-103).

Nærdemokrati

Samskabelse har vundet frem i blandt andet den offentlige forvaltningspraksis, som led i at imødekomme nogle af de udfordringer, forvaltningen og nærdemokratiet står overfor i disse år (Agger & Tortzen 2015:5). Dog havde den offentlige forvaltning interesse for samskabelse allerede i 70’erne og 80’erne, men samskabelse blev dengang trængt i baggrunden til fordel for det mere markedsorienterede New Public Management (NPM) (Agger & Tortzen 2015:11). NPM medfører som nævnt et syn på borgerne som brugere, og deres frie valg af velfærdsydelser er vigtigt. Det har

desuden medført mere decentralisering, udlicitering, et voksende informationsniveau og mindre fokus på dialog, hvilket medfører en udfordring for sammenhængskraften i både lokalsamfund og velfærdssamfund (Tortzen 2008:24). Overordnet kan opridses følgende udfordringer som

nærdemokratiet står over for:

• “At borgerne stiller større krav til offentlig sektor

• Større grad af komplekse problemstillinger, der går på tværs af faggrænser • Demografisk udfordring – store generationer går på pension, færre til at tage over • Økonomisk pres set i forhold til de mange opgaver der skal indfries

• Faldende opbakning til det politiske system og større grad af mistillid til de valgte politikere” (Agger & Tortzen 2015:6)

I det demokratiske samskabelses-perspektiv, ses samskabelse ideelt set som løsning på disse

udfordringer. Torfing og Sørensen peger på, at disse udfordringer har medført et pres som motiverer til nye løsninger:

“Reaktionen på borgernes stigende krav og forventninger i en stadig mere presset offentlig sektor har været en voksende interesse for, hvordan borgerne kan bidrage til at løfte de offentlige opgaver og være med til at udvikle nye og mere effektfulde løsninger.” (Sørensen & Torfing 2015).

Ved at inddrage civilsamfundet i det offentliges udfordringer og sammen skabe projekter, bliver civilsamfundet mere selvkørende “og på lang sigt kan det lette presset på velfærdsstaten, hvis borgerne i højere grad begynder at tage sagerne i egen hånd og selv skaber nye fællesskaber” (Tortzen 2008:245).

Gensidige fordele

I det demokratiske perspektiv på samskabelse, er gensidigheden vigtig, hvilket kan karakteriseres ved at samskabelse er:

”(...) to eller flere aktørers fælles bestræbelse på at løse en offentlig opgave eller et

samfundsmæssigt problem gennem en konstruktiv udveksling og anvendelse af deres forskellige erfaringer, ressourcer, kompetencer og ideer” (Sørensen & Torfing 2015).

Betydningen af gensidighed understreges meget tydeligt i en metodeguide til kommunerne, om hvordan de kan styrke deres integration gennem samarbejde med civilsamfundet. Metodeguiden er

lavet på baggrund af erfaringer under Social- og Integrationsministeriets strategi ”Mangfoldigt Foreningsdanmark – integration gennem foreningslivet”. Ud fra deres praktiske erfaring agiterer de for, at det bedste samarbejde opnås, hvis det ikke kun er kommunen der gerne vil. Der skal være enighed om, at der er behov for at gøre noget nyt, og at der er gensidige fordele at opnå, for både kommunens integrationsindsats og for foreningerne og deres igangværende aktiviteter

(Metodeguide 2013:5). Kommunen kan bidrage med koordinering og overblik, især hvis

kommunen aktivt opsøger foreningerne for at afklare ressourcer, behov og aktiviteter (Metodeguide 2013:6). Kommunen kan desuden også bidrage med ressourcer (fx lokaler, professionalisme og økonomi), netværk og målgrupper, som de har adgang til i deres funktion som kommune. Dette er blandt andet via kommunale institutioner og områdebaserede indsatser.

Hvis kommunen hjælper med at styrke foreningernes indsats på integrationsområdet, genererer det en styrket integrationsindsats i kommunen i det hele taget. Foreninger inden for den samme

kommune, kan have meget forskellige ressourcer. Kommunen kan være den facilitator, der hjælper civilsamfundet til at bruge hinandens ressourcer, og derved styrke foreningernes indsatser. For at styrke både kommunens og de frivilliges indsatser, er det i kommunens interesse at udvikle et stærkt civilsamfund i lokalområdet. Ved at facilitere relationer mellem foreningerne, sikrer

kommunerne at foreningerne kan yde hjælp til selvhjælp. Når foreningerne selv bærer samarbejdet, sikrer det et langvarigt udbytte af kommunens indsats i samarbejdets etableringsfase (Metodeguide 2003:7).

4.2 Charlotte Hamburgers integrationsteori Kulturel etnicitetsteori

Charlotte Hamburger beskriver i sin bog Assimiliation eller integration?, hvordan kulturel etnicitetsteori klarlægger, at konflikter mellem etniske grupper i et samfund, udelukkende er funderet i kulturelle forskelle. Konflikterne kan opstå, når forskellige etniske grupper med forskellige kulturelle baggrunde, som er præget af hver deres historiske og politiske forhold,

pludselig skal fungere sammen i ét samfund (Hamburger 1989:31). Den emigrerende etniske gruppe kan opleve, at visse kulturelle normer og regler fra hjemlandet, forekommer dysfunktionelle i det samfund, den etniske gruppe er emigreret til.

Den danske integrationsmodel indeholder en præmis om lighed mellem de danske statsborgere og de emigrerede etniske gruppe. Denne præmis om lighed gør sig gældende i alle samfundets institutionelle, markeds og kulturelle sammenhænge. Også i politiske sammenhænge er lighed en mere eller mindre eksplicit præmis, omend dette forekommer i et begrænset omfang (Hamburger 1997:136). Eksempelvis er indvandrere uden statsborgerskab, kun stemmeberettiget til

kommunalvalg og ikke folketingsvalg.

Integrationsbegrebet

Ruth Emerek fortolker, i et arbejdspapir ved AMID, Charlotte hamburgers integrationsteori. I et etnicitetsperspektiv er der stor forvirring omkring begrebet ”integration”. Forvirringen opstår, idet ordet både dækker over en overordnet betegnelse for en integrationsproces og samtidig over én af tre strategier for at opnå integrationsprocessens mål. Ifølge Ruth Emerek findes der tre

integrationsstrategier: integration, assimilation og segregering. (Emerek, 2003) Denne begrebslige forvirring gør den politiske og forskningsmæssige debat vanskelig. Det kan imidlertid være svært at sammenligne forskellige nationers integrationsstrategier, når der ikke hersker en entydig forståelse af begrebet. Imens Charlotte Hamburger argumenterer for at begrebet integration, må agere

modsætning til begreberne assimilation og segregering, mener forfatter ved socialpædagogisk forlag Ole Hammer, at integrationsbegrebet uden problemer kan anvendes som en overordnet betegnelse for alle former for indvandre- og minoritetspolitik (Hamburger 1997:137).

Hamburger argumenterer for, at integrationsbegrebet dækker over en politisk strategi, som i praksis kan indeholde elementer af integration og assimilation (Hamburger 1997:136). Endvidere

argumenterer hun for, at både integration og assimilation er strategier, som søger at forhindre et segregeret samfund (Hamburger 1989:37 og 40). Begrebernes forskellighed kan demonstreres, ved at se på ordenes latinske rødder og oversættelser. ”Integration” betyder ”at gøre hel” eller ”at sammenslutte flere dele”, ”assimilation” oversættes til ”at gøre lig med” imens ”segregering” betyder ”at adskille”. De langsigtede mål for udførelsen af de tre strategier, må dermed også anses for havende meget forskellig karakter og konsekvenser (Hamburger 1997:138).

segregering har til formål at lade de etniske grupper leve fysisk adskilt, og samtidig bevare deres respektive kulturer (Hamburger 1997:138). Ingen af parterne nærmer sig hermed hinandens kulturer. Den fysiske adskillelse af de etniske grupper, kan forekomme frivilligt eller tvunget. I et

segregeret samfund vil lighedsgraden være ringe, hvilket det sydafrikanske Apartheidstyre er et godt eksempel på.

Assimilation har i modsætning til segregering, til formål at skabe et stabilt og ensartet samfund. Minoritetsgruppen må i et assimilatorisk samfund, overtage majoritetsbefolkningens kultur fuldstændigt, hvormed minoritetskulturen degenereres (Hamburger 1997:138). Charlotte Hamburger illustrerer assimilationsstrategien med en figur (Hamburger 1989:37). A+B → A

Faktor A repræsenterer majoritetsgruppen, imens faktor B repræsenterer minoritetsgruppen. Minoritetsgruppen B assimileres og tager en fuldstændig form af majoritetskulturen. I praksis, vil der ikke blot være tale om to etniske grupper A og B, men derimod langt flere kulturer (C, D, F osv.). Her er princippet det samme og efter assimilation, vil den eneste resterende kultur som forekommer i samfundet, være majoritetskulturen A.

Integration har til formål at skabe et flerkulturelt samfund, hvor de forskellige etniciteter og kulturer bevares inden for samfundets rammer (Hamburger 1997:138). Der er her tale om bevaring af de respektive kulturer A og B, men samtidig en gensidig tilnærmelse til fælleskulturen C. Integrationsstrategien kan illustreres med følgende figurer (Hamburger 1989:40-41). Her

repræsenterer faktor A majoritetsgruppen. Faktor B repræsenterer minoritetsgruppen, imens faktor C repræsenterer samfundets institutionelle rammer og strukturer, som skal danne fundament for fælleskulturen i et integreret samfund.

A + B → A + B + C

Den første del af figuren illustrerer, at der i mødet mellem kultur A og B opstår en fælleskultur C. (A + C) + B → (A + (C) + B)

Anden del af figuren illustrerer, at majoritetsgruppen A og dennes kulturværdier anses for værende den mest statiske faktor, der harmonerer med faktor C. Dette illustreres med en ring om faktor A og faktor C. Før integration omfattes Faktor B således ikke af faktor C. Faktor C må indrettes sådan, at den ikke blot kan omfatte majoritetsgruppen A, men også minoritetsgruppen B, og der er hermed tale om en gensidig tilpasning til fælleskulturen C. Hermed kan der til figuren tilføjes en ring en ring om faktor C og faktor B, hvilket ekspliciterer, at faktor B, efter integration, også omfattes af

faktor C. Det er en central pointe, de to kulturer bevares, mens begge må være indstillet på at inddrage nye kulturelementer, for at imødekomme et fælles fundament (faktor C). Det bør tilføjes, at der i praksis vil være tale om flere etniske grupper, dvs. D, E, F osv. (Hamburger 1889:40-42). Hamburger mener ikke, at man kan diskutere, i hvilken grad en indvandrer er blevet integreret. Man må derimod diskutere indvandrerens mulighed for, på et henholdsvis formelt og reelt plan, at blive integreret. Et vigtigt aspekt af integration, er muligheden for at påvirke og deltage i samfundet på lige fod med alle andre etniciteter (Hamburger 1997:159).

System og social integration

Hamburger skelner mellem systemintegration og social integration. Systemintegration handler om civile, sociale og politiske rettigheder som tildeles en emigreret indvandrer. Systemintegration kan ske på et formelt og reelt plan (Emerek 2003:5). Hamburger fremhæver erhvervelsen af

statsborgerskab som et udtryk for en fuldendt systemintegration, idet indvandreren da anses for værende et fuldgyldigt medlem af samfundet (Hamburger 1997:146). Systemintegration er gensidig proces, som foregår mellem emigrerede grupper og systemet (Hamburger 1997:142).

Social integration omhandler det sociale forhold mellem indvandreren og det omgivende etablerede samfund. Hermed menes parternes holdning og adfærd overfor hinanden. Social integration kan i modsætning til systemintegration, kun foregå på et reelt plan (Emerek 2003:5). Social integration handler om etniske gruppers accept af hinanden. I denne forbindelse kan anderledes accent, hudfarve, beklædning og generel fremtoning være en barriere, som kan forhindre en accept at en minoritetsgruppe i et etableret samfund og føre til diskrimination. Hamburger omtaler førnævnte som “(...)karakteristika, der hurtigt omsætter fordomme til adfærd” (Hamburger 1997:146). Hermed menes, at fordomme kan hæmme etableringen sociale relationer mellem etniske grupper og hermed også graden af social integration i samfundet (Hamburger 1997:160).

Hamburger agiterer for, at systemintegration og social integration er to processer, som er tæt knyttede, og at der er tale om en vekselvirkning mellem disse. Yderligere argumenterer hun for, at systemintegration er en forudsætning for social integration og omvendt (Hamburger 1997:148). Som et vigtigt punkt inden for systemintegration, fremhæver Hamburger erhvervelsen af

statsborgerskabet, og dermed retten til at stemme ved folketingsvalg. Der er tale om en distinktion mellem statsborger og ikke-statsborgere, og dermed en mere eller mindre indirekte legitimering af en retorisk forståelse af ”os” og ”dem”.

Hamburger omtaler arbejdsmarkedet som ”(...) det sted, hvor den sociale integration møder systemintegrationen” (Hamburger 1997:148). Her påpeger hun en uoverensstemmelse mellem indvandreres formelle og reelle muligheder, for at deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med danske statsborgere. At en indvandrer officielt har mulighed for at blive velintegreret på det danske arbejdsmarked, er ikke det samme som at sige, at det rent faktisk sker i praksis (Hamburger

1997:155). Hamburger omtaler social integration, som forudsætning for, at en indvandrers formelle muligheder, kan omdannes til reelle muligheder (Hamburger 1997:157). Når der opstår en

problematik i transformationen fra formelle til reelle muligheder, handler det for det første om en distinktion af statsborgere og ikke-statsborgere, som har rod i systemintegrationen. For det andet handler det om diskrimination, som har rod i den sociale integration, endvidere omhandler det forholdet mellem grupper af statsborgere og grupper af ikke-statsborgere, samt gruppernes adfærd over for hinanden. Problemer i den sociale integration, forårsager problemer i systemintegrationen og omvendt. Dette forhold er illustreret i figur 1 (Hamburger 1997:163):

Figur 1

4.3 Putnams social kapital teori Social kapital

samfundets hjul kørende. Social kapital er sammenhængskraften i samfundet. Gensidighed og fællesskaber leder til en øget tillid borgere imellem, der sikrer social kapital i samfundet. Putnam karakteriserer social kapital som et socialt gode, der udvikler sig negativt, når den civile deltagelse i lokalsamfundet daler (Boje 2013:699).

Putnam udarbejder sin teori om social kapital, ud fra en makroteoretisk tilgang i analysen af den sociale kapitals betydning for lokalsamfundet. Den sociale kapital er således ikke primært møntet på enkeltpersoner, men er derimod en kvalitet samfundet besidder, som opstår i relationen mellem individer. I samfund med høj social kapital, vil der også være en høj grad af frivilligt, socialt arbejde, der ofte er organiseret i foreninger og organisationer (Putnam 2000:20). Gennem frivilligt arbejde opstår mødet mellem borgere i samfundet, hvorved borgernes sociale netværk styrkes og tilliden i lokalmiljøet øges. Det vil sige, at social kapital påvirker udviklingen af tillid positivt. Samtidig sikrer social kapital aktive medborgere og et stærkt demokratisk system, gennem den civile deltagelse i politiske og sociale aktiviteter (Putnam 2000:22).

For at øge tilliden i samfundet og dermed øge den sociale kapital, kræves der for det første fællesskaber, der fører til sociale netværk og for det andet gensidighed borgere imellem. Det er derfor en forudsætning, at mennesker mødes ansigt til ansigt, eksempelvis i foreningsfællesskaber og involverer sig med hinanden (Habermann 2007:90). På den måde sikres samfundet en større opbakning til frivilligt arbejde, da sandsynligheden for at involvere sig i den frivillige sektor stiger, idet den personlige kontakt mellem individer stiger. Putnam begrunder dette med, at den øgede sociale kontakt medfører flere frivilligt engagerede venner, der opfordrer deres venner, til at tilslutte sig frivillige organisationer. Dermed rekrutteres flere individer i netværk med stor social kapital til den frivillige sektor (Putnam 2000:120).

Social kapital under pres

Det er Putnams opfattelse, at social kapital er under pres i Amerika omkring år 2000. Stærke sociale netværk er en forudsætning for en høj grad af social kapital. Tendensen mod et mere

individualiseret samfund, med mindre kontakt til sociale netværk, tyder derfor på, at den sociale kapital er under pres. Putnam bruger metaforen bowling alone, for at beskrive, hvordan individer i samfundet bevæger sig væk fra fællesskaber hen imod en verden, hvor tingene i højere grad bliver gjort alene og hvor flere bliver hjemme bag egne døre (Putnam 2000:16).

Styrkelse af social kapital

I bogen Bowling Alone, foretager Putnam en analyse af betydningen af de civile frivillige aktiviteter i det lokale samfund i Amerika omkring år 2000 (Putnam 2000:19). Det empiriske materiale Putnam præsenterer i ‘Bowling Alone’ viser, at civilsamfundets demokratiske

engagement trives bedst i samfund med stærke sociale netværk, stor lighed og solidaritet mellem de sociale grupper. Derfor er social kapital en forudsætning for et stærkt engageret civilsamfund. I sin analyse af civilsamfundet støder Putnam på en vigtig sammenhæng i relationen mellem frivilligt engagement og omfanget af sociale kontakter. Putnam måler empirisk en faldende tilslutning til civilsamfundets deltagelse i organisationer, foreninger, religiøse fællesskaber, skolebestyrelser mm. Dette begrunder Putnam med et mindre omfang af socialt samvær (Boje 2013:667).

Social kapital skaber gensidig udveksling mellem individer og mellem samfundsgrupper.

Gensidigheden kan både være en konkret bytteaftale eller bunde i en altruistisk samfundsopfattelse, hvor individer gør gode gerninger for hinanden, uden at forvente at få noget tilbage - eller muligvis få noget tilbage i fremtiden (Habermann 2007:90). Putnam mener, at altruisme motiveres af socialt engagement og et deltagende civilsamfund (Putnam 2000:120-121).

På individplan kan social kapital betyde venskab, netværk, støtte i hverdagssituationer, hjælp til jobsøgningen mm. (Putnam 2000:21). Social kapital kan ikke alene måles ud fra relationer mellem mennesker, men kan også måles ud fra antallet af af individer involveret i foreninger og

organisationer (Putnam 2000:120-121).

Grundet de mange positive aspekter social kapital medfører til samfundet såsom tillid, gensidighed og netværk, er det ifølge Putnam gavnligt for samfundet, at den sociale kapital styrkes. Det skal ske ved, at de sociale kontakter genetableres. Borgere skal mødes i blandt andet fællesskaber og

foreninger, for igen at udvikle tillidsbånd. Effekterne af disse kan nemlig være øget produktivitet, et styrket uddannelsessystem og en bedre økonomi. I sidste ende sikrer social kapital et samfund med stor sammenhængskraft (Putnam 2000:20).

Kritik af Putnam

En af Putnams kritikere, Marc Hooghe, kritiserer Putnam for ikke at differentiere mellem forskellige typer af tillid og sociale netværk. Som udgangspunkt har sociale netværk og tillid en positiv effekt på graden af social kapital i samfundet. Dog virker nogle former for sociale netværk

ekskluderende og socialt kontrollerende. Det kan eksempelvis være kriminelle, samt visse religiøse og etniske netværk. På samme måde, kan der skelnes mellem former for tillid, der skaber social tryghed og de former for tillid der genererer social kontrol og kulturel dominans over andre (i Boje 2013:669). Derfor kan social kapital ikke udelukkende karakteriseres som gavnligt for

lokalsamfundet, da den bidrager til en øget ulighed når: • Der er en ulige adgang til forskellige netværk

• Social kapital i netværk har en negativ effekt på andre

• Social kapital reproducerer forskellige former for social, økonomisk og kulturel ulighed i forhold til andre (Boje 2013:670).

Brobyggende og afgrænsende social kapital

Putnam mener ikke, at det er nødvendigt at differentiere typerne af sociale netværk og tillid.

Derimod skelner Putnam mellem forskellige former for social kapital, der karakteriseres ved at den sociale kapital enten kan have en inkluderende, positiv effekt eller skabe en ekskluderende negativ effekt. Som følge heraf har Putnam udviklet et dualistisk social kapital begreb opdelt i:

• Afgrænsende social kapital • Brobyggende social kapital

Den afgrænsende social kapital kendetegnes ved at skabe og styrke relationer til individer fra samme sociale grupper. Derved forstærker denne kapitalform homogeniteten i sociale grupper (Boje 2013:670). Den brobyggende social kapital kendetegnes ved at inkludere individer fra forskellige sociale lag, og på tværs af sociale grupper og bygger på svage sociale bånd, der skaber relationer mellem heterogene samfundsgrupper. Altså har denne kapitalform en inkluderende og brobyggende funktion, og er med til at styrke sammenhængskraften i samfund.

Brobyggende og afgrænsende social kapital er ikke et enten-eller spørgsmål, men skal derimod forstås ud fra, om netværk besidder mere eller mindre grad af brobyggende og afgrænsende social kapital (Putnam 2000:22-23).

5. Præsentation af case

Vores case-studie tager udgangspunkt i Frivilligcenter Aarhus Familiementorprojekt. Projektet forløb fra 2009 til 2011. Familiementor var et resultat af Frivilligcenter Aarhus’ integrationsstrategi.

Projektet fik bevilling af Ligestillingsministeriet i 2009, hvilket gav mulighed for at ansætte projektleder Susi Sommer.

Projektet parrede 30 menteefamilier med 30 mentorfamilier med det formål, at de danske familier over middagsbordet, skulle introducere indvandrerfamilierne til det danske foreningsliv, og

derigennem skabe ligestilling både i hjemmet og i samfundet. Tilslutningen til projektet var dobbelt så stor som det oprindelige succeskriterium. Projektet havde endvidere til formål at skabe et større netværk, samt en bedre kulturforståelse familierne imellem (Sommer 2011:12). Rammerne for projektet var, at de frivillige familier skulle holde middag på skift minimum 6 gange inden for et halvt år og derigennem skabe mulighed for integration. Udover de seks middage indeholdt projektforløbet 24 fællesarrangementer, hvoraf de 15 var for kvinder eller kvinder og børn. Fællesarrangementer bevirkede, at både mentee-og mentorfamilierne fik udvidet deres netværk, hvor der blev skabt relationer mellem familier, som ellers ikke havde mødt hinanden.

I løbet af projektperioden blev der skabt et samarbejde med frivillighedskoordinator for Aarhus kommune, Line Miller, som havde til opgave at lave en samlet integrationsstrategi for registratorer på tværs af kommunen, det boligsociale og den frivillige sektor. Aarhus kommune, Jobcenter Syd, Boligforeningen Aarhus Omegn og Dagshøjskolen IDA påtog sig rollen som mellemled i

rekrutteringsopgaven af menteefamilier.

I forhold til projektets succeskriterier valgte flere familier at mødes færre gange end aftalt. Det samme gjorde sig gældende for deltagelsen til fællesarrangementerne. Her var succeskriteriet, at alle de deltagende familier deltog i minimum tre af arrangementerne i den tid, hvor de deltog i projektet. Argumentationen for at disse succeskriterier ikke blev opfyldt var, at familierne havde svært ved at finde tid til møderne, og at dette ikke havde nogen betydning, da det i højerede grad handlede om kvaliteten af møderne frem for kvantiteten.

Da Familiementor søgte bevilling anden gang, fik projektet en mindre bevilling end ansøgt, og havde derfor ikke råd til at ansætte en fuldtids projektleder. Der blev i stedet ansat en

studentermedhjælper, som skulle overtage projektlederrollen (Bilag 1). Den reducerede bevilling medførte, at de frivillige i højere grad skulle være med til at varetage rammestyring- og

6. Analyse

Vi vil nu analysere casen Familiementor gennem evalueringsrapporten og det kvalitative interview med Sommer, med henblik på at besvare vores problemformulering. Dette vil vi gøre ved at tage udgangspunkt i vores arbejdsspørgsmål.

6.1 Arbejdsspørgsmål 1: Hvordan kan Familiementor skabe mulighed for integration? Vi vil med udgangspunkt i Hamburgers integrationsteori, Putnams teori om social kapital og

beskrivende statistik af indvandreres deltagelse i det danske foreningsliv, undersøge hvordan Familiementors struktur gav mulighed for integration.

Ligestilling og integration

Formålet med Familiementor var at:”(...)familier med flygtninge-/indvandrerbaggrund – især kvinder – har bedre mulighed for at deltage aktivt i forenings- og fritidsaktiviteter, og dermed opleve ligestilling med danske kvinder og mænd.” (Sommer 2011:12)

Målet med Familiementor stemmer overens med præmissen, som Hamburger opstiller i sin integrationsteori, om lighed mellem indvandrere og etniske danskere. Vi kan dermed argumentere for, at projekt Familiementor ikke blot er et ligestillingsprojekt, men også et integrationsprojekt. Integrationen i Familiementor finder sted hen over spisebordet, hvor indvandrere og etniske danskere mødes i privatsfæren og udveksler kulturer. Igennem denne kulturudveksling, får indvandreren mulighed for at få et indblik i det danske foreningsliv gennem etniske danskeres kultur, da foreningslivet er så indlejret i den danske kultur.

“Efterhånden som vi selv blev mere sikre på at formidle, hvad vi egentlig mente med, at

mentorfamilierne skulle være mentorer ud i fritids- og foreningsliv, blev det noget nemmere. Det handlede om at gøre det klart, at de ikke skulle være foreningseksperter, men at selve

foreningstanken for mange danskere er så grundlæggende, at vi nærmest har svært ved at italesætte den.” (Sommer 2011:75).

Selvom etniske danskere er velforankret i foreningslivet, er mange alligevel ikke bevidste om, i hvor høj grad foreninger påvirker hverdagen og kan være grobund for kontakter, netværk og meningsfuld fritid (Sommer 2011: 75). “Udover at de har fået større kendskab til lokale foreninger og aktiviteter, har de som deltagere i projektet fået oplevelser med kvaliteterne i den frivillige

verden.” (Sommer 2011:4) I evalueringen af Familiementor fremgår det således, at deltagerne af projektet har udvidet deres kendskab til foreningslivet.

Louise Morell Holm, leder for Frivilligcenter Aarhus, skriver om Familiementor: “i

Familiementorprojektet har de ikke talt så meget om inklusion/integration – de har bare gjort det” (Sommer 2011:5). Med “at gøre integration” kan det antages, at Morell mener, at det netop er i de situationer, hvor vi ikke længere er bevidste om integrationsprocessen, at den reelle integration indtræder. Dette understøttes af projektleder Sommers argument om, hvorledes foreningsliv indirekte kan bidrage til integration:

“Hvis du kommer ud i foreningslivet og begynder at spille fodbold med nogen – så snakker I om fodbold og ikke så meget om integration. Og det er jo i virkeligheden, når vi fjerner os fra integration, at vi bliver integreret begge veje.” (Bilag 1).

Integration og et fælles grundlag

En gensidig tilpasning mellem mentee- og mentorfamilier er en afgørende pointe, som kan

understøttes af Hamburgers figur om integration. Hamburger argumenterer for, at begge parter må være indstillede på at inddrage nye kulturelle elementer, for at imødekomme fælleskulturen C. Der er altså tale om en gensidig tilpasning til fælleskultur C, samtidig med at de respektive kulturer bevarer deres særpræg.

(A + C) + B → (A + (C) + B)

Set i relation til denne figur, kan foreningslivet anses for at være en organiseret ramme, som kan indrettes på en sådan måde, at den kan omfatte både kultur A og B og hermed danne grundlag for sameksistens. i Figuren ovenfor kan foreningslivet således repræsentere faktor C. Der kan derfor argumenteres for, at det faktum at civilsamfundet er med i projekt Famliementor gør, at to kulturer mødes og der skabes integration.

Social kapital i Familiementor

Ifølge Putnam er foreninger og fællesarrangementer et sted, hvor mødet mellem borgere kan finde sted. Her kan der skabes kontakter, nye venskaber og foretages gensidige bytteaftaler med

hinanden. Derfor har indvandreres netværk gode vilkår for at blive styrket i foreningslivet. I Familiementor evalueringsrapport beskrives det, hvordan foreninger og fælles arrangementer har styrket mentees sociale netværk:

“Rigtig mange menteefamilier synes også, at de har fået et bedre netværk, i og med de mødes til de fælles arrangementer. (...). Og rigtig mange har også fået mod på at udbygge og søge netværk andre steder.” (Sommer 2011:73)

Putnam mener, at de sociale netværk der opbygges i civilsamfundet, fører til mere tillid mellem samfundets borgere. Ved stigende tillid vil lokalsamfund opleve øget social kapital, der udmøntes i mere foreningsengagement, aktiv deltagelse i lokalpolitik og frivillig deltagelse i løsningen af samfundsmæssige opgaver. Putnam forklarer årsagen til frivillig deltagelse i organisationer,

projekter og foreninger, som en sammenhæng mellem høj grad af social kapital og netværkets evner til at rekruttere frivillige.

I interviewet med Sommer understreges vigtigheden af, at Familiementor er et integrationsprojekt, der forener indvandrere og etniske danskere i foreninger. Sommer pointerer, at det kan være ekstremt svært for indvandrere at møde etniske danskere, da der er en lav grad af uformel kontakt i samfundet (Bilag 1). Ifølge Putnams teori, vil social kapital styrke den uformelle kontakt, som Sommer mener, integrationen mangler i det danske samfund. Et øget foreningsliv, kan føre til stærke sociale netværk og social kapital, der forudsætter, at social integration kan opstå. Derfor bliver foreningslivet en vigtig del af integrationsprocessen.

Brobyggende social kapital i Familiementor

Den form for social kapital, der ses i Familiementor, har karakter af brobyggende social kapital. Familiementor skaber rammerne for kulturudveksling mellem indvandrerne og de etniske danskere, som er involveret i projektet.

En mentorfamilie fortæller om deres oplevelse med menteefamilien, der skulle vise sig at være en øjenåbner:

“Selvfølgelig er det fordomme – og dem vidste vi da også godt, vi havde – men vi havde ikke lige regnet med, at en kvinde med tørklæde fra Afghanistan var så dominerende og selvstændig” (Sommer 2011:58).

Mentorfamilien oplevede i projektet at få afkræftet nogle af de fordomme de havde, da de gik ind i projektet. Endvidere erfarede både mentor- og menteefamilierne, at opleve mere forståelse for hinandens kulturer (Sommer 2011:58). Dette karakteriserer brobyggende social kapital, der ses konkret i Familiementor. I projektet interagerer mentor- og menteefamilier på tværs af etniske

grupper. Når der opstår relationer mellem de heterogene grupper, mentor og mentee, bygges der bro mellem forskellige grupper i samfundet. Således bidrager Familiementor til at styrke

deltagergruppens brobyggende social kapital. Dette fører til mere inklusion og en øget sammenhængskraft både på et samfundsmæssigt- og lokalt plan.

Foreninger som integrationsarena

Fokus på integration af indvandrere gennem foreninger er et gennemgående tema i Familiementor. Idet indvandrere tager aktiv del i det danske foreningsliv, enten som frivillig eller bruger, fungerer foreninger som en integrationsarena. I foreninger kan indvandrere udvikle et netværk, hvorigennem de kan få ressourcer og viden, der gør dem i stand til at deltage på lige fod med andre borgere på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og derigennem skaber kendskab til de politiske

beslutningsprocesser (Christensen & Christensen 2006:5).

I rapporten Etniske Minoriteter, Frivilligt Socialt Arbejde og Integration af

Socialforskningsinstituttet fra år 2006, er der udarbejdet en tabel over andelen af indvandreres medlemskab i foreninger efter foreningers størrelse. Det fremgår af tabellen nedenfor, at andelen af indvandrere i foreningerne, er mindre end andelen af etniske danskere i foreninger, hvor 68,6 procent af foreningerne slet ingen medlemmer med indvandrerbaggrund har. Af tabellen kan man udlede, at 31,2 procent af indvandrere er medlem af en forening, hvor størstedelen af disse 31,2 procent udgør 10 procent eller mindre af det samlede medlemstal i foreningerne. Desuden kan det læses af tabellen, at indvandrere oftere organiserer sig i større foreninger. 57,5 procent af foreninger med mere end 250 medlemmer har 10 procent eller færrer indvandrer-medlemmer. Kun 11,2

procent af foreninger med mindre end 30 medlemmer, har 10 procent eller færre indvandrer-medlemmer. Der er således en sammenhæng mellem foreningens størrelse og medlemmer af indvandrere (Christensen & Christensen 2006:41). Ud fra tabellen kan det konkluderes, at en stor del af indvandrere i Danmark ikke er organiseret i en forening. Denne gruppe af indvandrere får hverken adgang til de kompetencer der ligger i foreningslivet eller mulighed for social integration, som civilsamfundet kan tilvejebringe.

(Christensen & Christensen 2006:41) Social og systemintegration

Projekt Familiementor kan bidrage til social integration, idet projektet skaber rammerne for, at relationer mellem mentee- og mentorfamilier kan opstå. Gennem disse relationer kan der opstå et godt fundament for kulturudveksling. Social integration handler netop om etniske gruppers holdning og adfærd over for hinanden.

“Tidligere har jeg ikke mødt en god dansk kvinde. Men Trine er kærlig og hjælpsom. Hun strikkede sokker til mig. Det blev jeg meget rørt over. Og jeg tænker, at når Trine er sådan, så må der være flere. Jeg har fået mere mod på at møde danskere.” - Marceline, mentee (Sommer 2011:67). Dette citat viser, at Familiementor skaber kulturudveksling og etablering af sociale relationer på tværs af kulturer, hvilket kan bidrage til at begrænse dannelsen af fordomme og diskrimination. I projekt Familiementor lægges der op til, at det er de frivillige mentorer, som skal etablere ligestilling mellem de deltagende. Sommer nævner i evalueringsrapporten af projektet, to centrale punkter som er vigtige i forholdet mellem mentee- og mentorfamilierne:

“Mentorfamilien er mentor i forhold til fritids- og foreningsaktiviteter. (...) Mentorfamilien skal IKKE være sagsbehandler, lektiehjælper eller terapeut. Men man kan altid henvende sig til projektmedarbejderne, hvis der er behov for det, så jeg kan henvise til rette sted.“ (Sommer 2011:32)

Dette viser at kommunen i form af sagsbehandlere mm., kan etablere de formelle rammer for integration via kommunale tilbud, men kan ikke på samme måde som civilsamfundet, skabe reel integration ved at møde indvandrerne på lige fod. Ligeværdige kulturmøder kan opstå igennem familiemiddage, fællesarrangementer og gennem deltagelse i foreningslivet, hvilket netop er Familiementors hensigt.

Hamburger argumenterer for, at social integration kan bidrage til, at formelle muligheder for integration kan transformeres til reelle muligheder. For at imødekomme dette er projektet afhængig af civile frivillige. Udveksling af kultur er en gensidig proces mellem mennesker, hvor ligestilling er en central faktor. Der kan argumenteres for, at ligestillingen mellem civil borger og kommunalt ansat vil være ringere end ligestillingen mellem to civile borgere.

Med Hamburgers integrationsteori kan der ud fra Familementors baggrund og opbygning

argumenteres for, at det offentlige bidrager med systemintegration. Projektets formelle rammer for integration er sat af det offentlige, hvor sagsbehandlere har hjulpet til at skabe en tryg ramme i rekrutteringsprocessen.

Projektleder Sommer argumenterer i interviewet for, at projektet var bundet op på et mål om ligestilling, da det var bevilliget af Ligestillingsministeriet, hvorfor det var nødvendigt at måle og rapportere for at kunne dokumentere projektets gyldighed (Bilag 1). Det kan antages, at projektet bliver sikret en vis kvalitet, da den offentlige ansatte i højere grad end de frivillige kan stilles til regnskab overfor projektets kvalitet og deltagernes sikkerhed og rettigheder, da det kan gå ud over deres professionelle karriere. Juridisk set ligger integrationsopgaven hos kommunen. For nogle indvandrere vil det skabe tillid til projektet, at Aarhus Kommune og Ligestillingsministeriet, gennem deres støtte validerer projektets kvalitet. Det kan derfor være en fordel for

integrationsindsatsen, at Familiementor er et offentligt projekt, da det styrker deltagernes tillid til projektet.

Ifølge Hamburger forekommer der en vekselvirkning mellem social- og systemintegration. Hermed menes, at graden af systemintegration kan have en indvirkning på graden af social integration og omvendt. Det kan på baggrund af ovenstående konkluderes, at Familiementor indeholder både system- og social integration og dermed udgør et solidt grundlag for integration.

6.2 Arbejdsspørgsmål 2: Hvilken form for samskabelse blev anvendt i Familiementor?

I dette afsnit vil vi analysere Familiementor ud fra den viden om forløbet vi har tilgængelig via evalueringsrapporten og interviewet med Sommer. Ved hjælp af teori om samskabelse, vil vi afdække hvilken form for samskabelse, der er anvendt i projekt Familiementor og hvor på samskabelsesstigen Familiementor befinder sig.

Projektets forløb

Figur 2 på næste side illustrerer de forskellige aktørers indtræden i Familiementor. Projektet blev initieret af Frivilligcenter Aarhus. De designede de overordnede rammer for Familiementor, for at kunne søge midler hos Ligestillingsministeriet. Projektleder Sommer blev først ansat, da

Frivilligcenter Aarhus havde fået bevilliget midler fra Ligestillingsministeriet. Initiativ og design blev derfor varetaget af det offentlige, uden samskabelse med civilsamfundet. Den oprindelige projektbeskrivelse blev dog ændret i løbet af designfasen: “I løbet af projektets første halve år viste det sig på flere måder hensigtsmæssigt at gøre projektet mere enkelt end først formuleret i

projektbeskrivelsen” (Sommer 2011:15). Dette skete i takt med at projektet fik tilknyttet en frivillighedskoordinator, der fik etableret andre netværk både inden for det offentlige og civilsamfundet:

“Her mødtes ansatte på integrationsområdet på tværs af det kommunale, det boligsociale og det frivillige felt. Det har givet en stor sammenhængskraft og var lige præcis det overblik og

samlingspunkt, vi manglede ved projektstart” (Sommer 2011:16)

I designfasen blev der således skabt kontakt til civilsamfundet, men det var stadig det offentlige der designede løsningerne, hvorfor civilsamfundet udelukkende var co-implementor. De frivillige etniske minoritetsforeninger var co-implementors i forhold til rekruttering, hvor mentee- og mentorfamilierne var co-implementors i kraft af at være deltagere, og dermed afgørende for realiseringen af projektet. I implementeringsfasen bidrog Aarhus Frivilligcenter blandt andet med lokaler og planlægning af alle fællesarrangementer, mens Sommer stadig havde det overordnede ansvar for ledelsen af projektet.

Ifølge Sørensen og Torfing, handler ledelse i samskabelse om at:

“etablere og designe den fælles arena, afgrænse deltagerkredsen, understøtte samarbejdsprocessen ved at skabe tillid og fælles forståelsesrammer, drive processen fremad og hjælpe med at håndtere de risici, der er forbundet ved at skabe nye og innovative løsninger“ (Sørensen & Torfing 2015). I design- og implementeringsfasen af Familimentor er Sommers ledelse kendetegnet af de faktorer som Sørensen og Torfing nævner i ovenstående citat. Allerede i forbindelse med

projektansøgningen i designfasen, blev målgruppen defineret. Undervejs i implementeringsfasen, hvor de frivillige blev rekrutteret, tog Sommer desuden ansvaret for at afgrænse deltagerkredsen. De frivillige foreninger, der var med til at rekruttere, havde således ikke design-indflydelse, men implementerede udelukkende de beslutninger, der var truffet af det offentlige. Sommer tog stilling til hvilke mentorer og mentees der var egnede, og tog ansvar for at videresende særligt de mentees, der var for ressourcesvage til at deltage. Dette er også en del af risikohåndteringen, der er

nødvendig i kraft af den udformning Familiementor har, hvor implementeringsdelen af

Familiementor i så høj grad er båret af de frivillige. Det er derfor vigtigt med den rammestyring, som samskabelsesteorien lægger op af. Det væsentlige i rammestyring af samskabelsesprocesser er dog, at der stadig er et relativt frit handlerum for aktørerne. I Familiementor var civilsamfundets