Fandango 5

(1)

f

or

5

5 .

.

klasse

D

a ann_s_s

k

Gyleal

Trine May og Susanne Arne

--

Hansen

GrundboG

aag

(2)

(3)

f

or

5

.

klasse

D

a ann_s_s

k

Gyleal

aag

_{aag}

GrundboG

Trine May og Susanne Arne

(4)

Faag 5

GrundboG

GrundboG Trine May og Susanne Arne

Trine May og Susanne Arne--HansenHansen

1. udgave, 2. oplag 2009

Nordisk Forlag A/S, København

Kopiering fra denne bog må kun nde sted

Kopiering fra denne bog må kun nde sted på institutioner,på institutioner,

der har indgået aftale med Copy-Dan,

der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de iog kun inden for de i

aftalen nævnte rammer.

Forlagsredaktion: Anne Fægteborg og Lise Jæger

Konsulent på s. 72-76:

Konsulent på s. 72-76: Bo Kampmann WaltherBo Kampmann Walther

Tek

Tekst og billedredaktion st og billedredaktion s. 97-100, 121-122, s. 97-100, 121-122, 134-135,134-135,

251-261: Alice Carlslund og Anna Støttrup

Grask tilrettelægning og omslag: Frk. Madsen

Omslagsillustration: Simon Bukhave

Bogen er sat med Times, Salmiak og Rakugaki

og trykt hos Clemenstrykkeriet

ISBN 978-87-02-06922-8 ISBN 978-87-02-06922-8

Faag 5

Grundbog Grundbog Arbejdsbog A Arbejdsbog A Arbejdsbog B Arbejdsbog B Lærervejledning Lærervejledning www

(5)

3

3 Indhold

Indhold

Litteratur – hvad er det?

66

1.

1. Skal vi kigge lidt i spejlet?

Skal vi kigge lidt i spejlet?

– om

– om personkarakteristpersonkarakteristikik 1212

Prins

Prins Faisals Faisals ringring af Bjarne Reuter af Bjarne Reuter 1414

Tifanfaya

Tifanfaya af Henrik Nordbrandt af Henrik Nordbrandt 2424

Et

Et hjem hjem med med geværgevær af Cato Thau-Jensen af Cato Thau-Jensen 3434

2.

2. I faklernes skær

I faklernes skær

– om miljø – om miljø 42 42

Dæmonern

Dæmonernes es hviskenhvisken af Josene Ottesen af Josene Ottesen 44 44

Løven, heksen og garderobeskabet

af C.S. Lewis

af C.S. Lewis 56 56

Himmelherren

Himmelherren af Kenneth af Kenneth Bøgh AndersenBøgh Andersen 6464

Computerspil

Computerspil 7272

World of Warcraft

World of Warcraft 7474

3.

3. I et glimt trådte næsen frem

I et glimt trådte næsen frem

– om komposition

– om komposition 7878

Troldtinden

Troldtinden af Ida Jessen af Ida Jessen 8080

Krageungen

Krageungen af Bodil Bredsdorff af Bodil Bredsdorff 8888

Ansigtet

Ansigtet af Louis Jensenaf Louis Jensen 92 92

Casa

(6)

4 4. Vil du være stjerne super tjekket og moderne

– om virkemidler 102

Børnenes Ænsyklopædi

104

Marie alene om sommeren

af Erik Skøtt Andersen

108

Nanna Nokkefår får nok af Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin

110

… før han skal spise frokost med kongen og dronningen

af Bente Olesen Nyström

116

Axel elsker biler af Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin

118 5. Fårene står der endnu og glor

– om fortællere

og synsvinkler 120

Jens Vejmand af Jeppe Aakjær

124

Ole sad på en knold og sang af Jeppe Aakjær

126

I brøndens mørke af Annette Herzog

128

Portræt af Dora Maar af Pablo Picasso

134

Shake af Christina Hesselholdt

137 6. Vokseværk er ikke rent pjat

_{– om tema 140}

Bokserdrengen af Tom Kristensen

142

Drengen der samlede på ord

af Birgit Strandbygaard

148

En historie om vokseværk af Kim Fupz Aakeson

158 7. Op al den ting

– om intertekstualitet 164

Op, al den ting, som Gud har gjort af H.A. Brorson

166

En seks hundrede og fjerde gang af Louis Jensen

168

Op al den ting af Steffen Brandt

169

Anna og Engel af Anne Lilmoes

170

(7)

5 8. Daddy is home, baby

_{– om Bent Haller og hans forfatterskab 184}

Knut og Køter af Bent Haller

185

Historien om Hønsepigen

af Bent Haller

203

Ros til Asmus

af Bent Haller

220

Ønskebarnet

af Bent Haller

226

Dem fra Osser

af Bent Haller

232

Havenaf Bent Haller

234

Der er ingen sukker på mine historier – et interview med Bent Haller

₂₃₆

9. Æblet og Ormen

_{– om lm 240}

10. Kan man klippe et kunstværk?

– om Peter Callesen og hans kunst 252

Peter Callesen – en klippende

kunstner

₂₅₃

Hvid dagbog af Peter Callesen

254

Uigennemtrængeligt slot II

af Peter Callesen

256

Cowboy af Peter Callesen

258

(8)

6

Der ndes to slags litteratur: skønlitteratur og faglitteratur.

Litteratur

– hvad er det?

6

Skønlitteratur er

noget, en forfatter har fundet på

En forfatter har digtet en historie. Han har fundet på, hvilke personer der skal være med i historien, og hvor og hvornår den skal foregå. Forfatteren har også valgt, om historien skal være realistisk eller fanta -stisk. Den realistiske litteratur ligner virkeligheden, for den handler om noget, vi kender fra virkelighedens verden. Den fantastiske litteratur ligner derimodikke virkeligheden. Den foregår måske i en verden med drager og kæmper – eller måske optræder talende dyr side om side med hekse, der æder børn, eller hunde, der ryger cigaretter. Uanset om en tekst er realistisk eller fantastisk, er der i skønlitteratur ikke tale om virkelighedens verden – men om en „som om-verden“, hvor alt kan lade sig gøre. Derfor er det også sjovt at skrive litteratur selv. I litteratur kan du slå din nabo ihjel, eller du kan give din klas

-sekammerat et kys, uden at det har konsekvenser for dig i virkelighe -dens verden. På den måde er skønlitteratur en slags løgnehistorier. Det er ikke virkelighed, selv om det måske ligner. Nøjagtig ligesom lm eller computerspil. Skønlitteratur, lm og computerspil kalder vi også

(9)

7

6

historier, der kræver, at du selv digter med

En forfatter kan godt sige os noget i sin tekst, uden at han skriver det direkte. Så læser vimellem linjerne.

Selv om en forfatter har skrevet en spændende historie med masser af action, har han ikke skrevet hele historien. Du bidrager også selv, når du læser. Skønlitteratur hartomme pladser. Det er „huller“,

forfat-teren har efterladt i teksten, og som du selv udfylder, når du læser. Måske har forfatteren ikke skrevet, hvordan historiens personer ser ud,

men når du læser eller hører historien, spiller der en slags lm i „din

indre biograf“. Du kan se det for dig. På den måde er du selv en slags medforfatter af historien.

Her skal du høre om drengen Vitello:

I går så han alle tiders ﬁlm med en barsk fyr der havde en stor kniv med riller. Den barske fyr gik i netundertrøje og var en hård negl og talte grimt til alle andre og var

ikke bange for noget. Eller for nogen. Der var også en dame og noget kysseri, men der lukkede Vitello bare øjnene og ventede indtil det var gået over, og damen var væk igen.

Fra Vitello går med kniv af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen

6 Hvad kan du læse mellem linjerne om Vitello?

ordkunst

Skønlitteratur er en kunstart, så en forfatter er en kunstner, der arbejder med sproget. Kunst drejer sig om livets store og vigtige spørgsmål som fx kærlighed, ensomhed, glæde og sorg.

Foruden litteratur vil du også møde andre medier og kunstarter i

(10)

Opga ve 4

Undersøg, om alle trek an ter k

an tesselere. Kan I ﬁnde en trek an t, der ik

k e k an? Brug prik papir,madpapir eller

e t geome triprogram.

Fork lar, h vor for alle trek an ter k an tesselere , eller h vor for de ik k e k an.

1

8

Faglitteratur er noget helt andet. Her er der ikke tale om en „som

om-verden“. Det er tekster om virkeligheden. Der fndes mange

forskellige slags fagtekster, fx en artikel i avisen, en madopskrift, en dagbog, en brugsanvisning eller et opslag i en ordbog.

Fagtekster har forskellige formål. De vil fx:

Faglitteratur

6 6 6 6 beskrive og forklare

hvordan dyr lever, hvordan en motor fungerer, eller hvad en syns-vinkel er.

berette

om noget, der er sket. Det kan være i form af en avisartikel, en dagbog eller en erindring.

instruere

dig i, hvordan du skal gøre noget, fx bage kanelsnegle, løse en opgave eller installere et computerspil.

diskutere

forskellige synspunkter og meninger. Det kan være i form af et læser-brev eller en kommentar, hvor man skriver sin mening om noget, fx at der burde være en lov om brug af cykelhjelm.

Her ser du nogle eksempler på fagtekster:

2

Fr a K olor i t. Ma tema tik f or f em te k la

(11)

9

6 Hvad er disse teksters formål? At beskrive og forklare, at

berette, at instruere eller at diskutere? Hvordan kan du se det?

6 Hvad er formålet med den tekst, du læser lige nu?

6Synonym

er

Ord, der be tyder næs ten de t s

amme, kaldes synonymer, f xkone,dame

og

k vinde.

J eg bliv er sim pelt hen N ØDT t il at anmelde den her bog lige nu. Den er sk r ev et af Kat ar ina v on Br edow. F ør st v il jeg lige sige, at det er en v ildt god bog, som bar e er så … f ant ast isk på en eller anden måde. Lige nu sidder jeg med den der lidt t omme f ølelse, man nogle gange har , når man er f ær dig med en god bog. Det er der f or , jeg bliv er nødt t il at anmelde den lige N U .

N å …

Bogen handler om den her pige, som hedder N at alie …

5

4 3

Fr a Fandango 4. Ar be jdsbog A

(12)

10

Både skønlitterære og faglitterære tekster kan være multi-modale. Når en tekst er multimodal, er den sammensat af forskellige dele. Ud over den skrevne tekst kan der fx være billeder, skemaer, tabeller eller grafer. Hvis der

er tale om elektroniske tekster, kan der også

være lyde og flmklip.

Her ser du eksempler på multimodale

tekster:

Multimodale tekster

6 Hvordan er disse tekster multimodale?

6 Hvilke forskellige elementer består de af?

6 Kan du komme i tanke om andre eksempler på multimodale tekster?

6 Hvad er forskellen på at læse en multimodal tekst og en tekst kun med skrift?

(13)

11 Skal vi

kigge lidt

i spejlet?

– om personkarakteristik

1.

(14)

12 Skal vi kigge lidt i spejlet?

– om personkarakteristik

I næsten al ktion optræder personer, og vi lærer dem at kende, efterhånden som fortællingen skrider frem. Den vigtigste person i en tekst kalder vi hovedpersonen, og de andre er bipersoner. Både hoved- og bipersoner kan være enten statiske eller dynamiske. Hvis en person er dynamisk, udvikler han sig i løbet af historien. Hvis en person er statisk, forandrer han sig slet ikke gennem historien. Her ser du eksempler på hovedpersoner fra forskellige medier:

Når vi læser en historie, får vi præsenteret personerne gennem det, de gør, og det, de tænker og siger. Måske er der også beskrivelser af, hvordan personerne ser ud, og hvordan deres forhold er til andre personer. Mens vi læser historien, danner vi os efterhånden et billede af personen – også selv om forfatteren ikke har skrevet direkte, hvordan personen er eller ser ud. Måske er der mange

tomme pladser omkring personerne, som vi selv må udfylde, for at vi kan fuldende vores billede af personen.

(15)

13

Forfatteren kan vælge at præsentere personer på forskellige måder: Telling

Forfatteren skriver direkte, hvordan personerne er. Der kan stå i teksten, at en person er modig, doven, energisk eller klog.

Som fx her:

Jonatan så virkelig ud som en eventyrprins, det gjorde han. Hans hår skinnede fuldstændig som guld, og han havde smukke, mørkeblå øjne, der rigtig strålede, og pæne, hvide tænder og helt lige ben. Og ikke nok med det. Han var også god og stærk og kunne alting og forstod alting og var den dygtigste i sin klasse ...

Fra Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren

Showing

Forfatteren skriver ikke, hvordan personerne er, men viser det gennem de handlinger, personen foretager. Så må vi læse mellem linjerne for at danne os et billede af personen.

Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli. Han ﬁk tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke er som andre børn, „Teddybjørn“.

Fra Benni Båt af Oscar K

I det første eksempel får vi at vide, at Jonatan er god, stærk og dygtig. I det sidste eksempel får vi ikke at vide, hvordan Bennis far er, men hvordan han ser ud, hvad han har lavet, og hvad han gør. Vi må selv vurdere, hvordan han er, ved at læse mellem linjerne.

6 Hvordan er Bennis far?

De feste tekster benytter både tellingog showing. I nogle afsnit er der mest

(16)

14

Du skal her læse et uddrag af den store roman Prins Faisals ring.I tekstens begyndelse er der mange ord, du måske ikke kender.

1. Find ud af, hvad disse ord betyder:kuldsejle, fuldrigger ,

galeon,mytteri, forlis,vraggods,ræer , proviant

2. Når du hører disse ord, hvad tror du så, historien handler om?

Tom Collins

I det herrens år 1639 kuldsejlede en portugisisk fuldrigger ud for Saint Christophers kyst og forsvandt med mand og mus. På sin vej fra Afrika til den ny verden i Brasilien var galeonen kommet ud for orkan, senere mytteri, hvorfor kursen var lagt om. Hvad der videre var hændt

med besætningen og de re hundrede slaver var uvist, men rygterne om deres forlis øj som en løbeild mellem de små caraibiske øer. Nat

efter nat kunne man se mænd og kvinder, unge som gamle, stikke til

havs i deres små joller, hvor lanternerne glimtede som tusinde ilduer

i jagten på det værdifulde vraggods.

Den tremastede galeon havde været et pragtfuldt skib med ræer

på alle master, mageløst i størrelse og malerisk i skønhed. Tilbage var kun en krusning på havet, en endnu ydende galionsgur samt

to forhutlede sjæle, og det er om dem, denne historie handler. Samt

naturligvis Tom Collins, en knægt på fjorten år, som var født og opvokset på Nevis, der var kendt for sin tætte regnskov ogden gamle udslukte vulkan, som lå midt på øen med en lille hvid krave omkring

toppen.

Familien Collins talte kun tre medlemmer. Foruden Tom var der moderen og Toms halvsøster, Feodora, som var et år ældre end sin

bror.

De tjente til livets ophold på en mindre beværtning i en af øens

havne. Ejeren, señor Lopez, havde taget familien til sig, da Feodoras

Prins Faisals ring

(17)

spanske far døde i duel. Senere giftede moderen sig igen, denne gang med en irer, som to år efter Toms fødsel måtte bukke under for feberen.

Enken var nu overladt til señor Lopez’ luner og sine børns id. De boede på kroen og k mad hver dag og tøj på kroppen, men lige siden Tom kunne gå, havde han afsøgt strandene i håb om at nde skatten,

som med eet slag kunne gøre familien fri af den brutale vært. Historien begynder en mørk og stormfuld nat i september.

Tom havde netop tørret bordene af og lukket døren til baglokalet, hvor señor Lopez skændtes med moderen angående kassebehold -ningen. Tom vidste, at hans mor aldrig kunne drømme om at snyde nogen og slet ikke señor Lopez. Hver uge måtte hun og Feodora bade værtens fødder, rense hans negle, frisere hans skæg, ause hans hår og skrubbe hans ryg. De gav ham rejnfan mod indvoldsorm, merian for fordøjelsen og rødvin mod livslede.

„Jeg kender dit begær efter penge,“ peb værten, „kender den evige

amme, der brænder i menneskers syge hjerter efter mammon; du er

(18)

16

ikke et hak bedre, og din næsvise datter med hendes skarpe tunge og hovne sind skræmmer efterhånden så mange kunder væk, at jeg snart må dreje nøglen om og se mig om efter et andet levebrød. Og hvad skal der så blive af enkefru Collins og hendes to uægte unger, det ved kun Gud.“

„Deres traktørsted er en lille guldgrube,“ indvendte Toms mor, der stod bag værten i færd med at frisere hans sorte hår.

Selv sad señor Lopez i sin polstrede lænestol, der tre gange om året måtte bygges om for at få plads til den enorme bagsmæk, der havde fået tilnavnet Den tredje verden.

„Guldgrube,“ klynkede spanieren og knappede kravetøjet op, „hvad ved du om de udgifter, man har, om de mange spekulationer en kroejer må døje med. Tilmed er man udstyret med et vankelmodigt sind, som du og dit afkom udnytter som tæger.“

Tom rystede på hovedet og begyndte at sætte stolene op på bordene for at vaske gulvet.

„Og din datter tillader sig at svare mig igen,“ fortsatte Lopez, „jeg, der er hendes eneste værn mod armod og sot. Jeg, der holder hånden over hendes hoved, akkurat som jeg holder hånden over hendes mors hoved og hendes broders hoved, den satans irer, i hvis sygelige øjne, der gemmer sig en sand djævel. Han ånder ved gæller, gør han. Har været så meget under vand, at hans åsyn er blevet grønt og vederstyg-geligt. Man nærer en slange ved sit bryst og sover dårligt om natten

ved tanken om, hvad knægten kan fnde på, mens man ligger i sine

lagner.“

„Señor Lopez kan sove roligt,“ sagde Toms mor.

„Jamen, jeg sover ikke roligt. Værst er de historier, han fnder på.

Løgn fra ende til anden. Det vælter ud af ham, når blot han åbner munden.“

„Tom er en god dreng, det ved De udmærket, señor. Han har en livlig fantasi, men det er ikke det samme som at lyve.“

„Han er en slyngel, og hans søster er hovmodig, fræk og spydig, og gør sig morsom på ens vegne. Som om man har skabt sig selv.“

„Jeg skal tale med Feo, señor Lopez.“

Moderens rolige, dybe stemme lagde som regel en dæmper på den tykke vært.

Samtalen var drejet over på det faste emne, der hed Feodoras skarpe tunge. Et emne, Tom kunne tale med om. Tanken om, at halvsøsteren allerede i nat ville få endnu en røffel, gav Tom nyt mod på livet og et lille smil på læben, da han gik, for at skubbe slåen for døren.

(19)

17

Opklarende spørgsmål

3. Hvor og hvornår foregår historien?

4. Hvad er der sket i 1639?

5. Hvad er dit umiddelbare indtryk af de ﬁre personer, vi er blevet introduceret for: Tom Collins, Feodora, deres mor og señor Lopez?

6. Hvordan er familiens situation? Hvordan er magtbalancen mellem señor Lopez og de tre andre?

Feodora Dolores Vasgues

Tom sad i det lavloftede kammer, han delte med sin mor og sin søster. Det var her, de havde deres private ejendele, som for Toms vedkom-mende var en samling sjældne sten, han havde fundet på stranden eller på havbunden. Han gemte også på sin faders gamle læderbælte og et søkort, der, så vidt Tom vidste, dækkede det meste af verden. Kortet var hjemmelavet og havde knap nok de rigtige mål, til gengæld var

der sat krydser på de gode skesteder. Europa havde fået form efter

en spidsnæset tapir, som i tegnerens øjne passede meget godt på de

este spaniere. Af samme grund sad Spanien som en uanselig vorte på kontinentet, kun halvt så stort som Afrika, der var gengivet med lang -benede giraffer og brølende løver. Mellem Caraibien og Afrika havde

han tegnet fem store skibe, det ene smukkere end det andet og på det største, en tremastet galeon, så man en kæk kaptajn med ildrødt hår og en skinnende huggert i bæltet.

Tom vidste, at der fandtes nyere og bedre kort, og drømte om at blive ham, der en dag skulle sætte verden på papir.

På bagsiden af søkortet havde han gengivet stjernehimlen og mente selv, at den var mere pålidelig end søkortet. Han kendte hvert et stjer-nebillede og havde aldrig svært ved at navigere om natten.

Moderen lå på ryggen med det lange, lyse hår slået ud og et lille ubestemmeligt smil på læben. Øjnene var ikke helt lukkede, så det var svært at afgøre, om hun sov eller bare stjal sig til et hvil, inden hun skulle op igen.

Han kyssede hende på kinden og tog hendes hånd. Hun lugtede som altid af limefrugten, som hun blandede i vandet, hun vaskede sig i. Tom kendte ingen bedre lugt.

Han studerede hendes hånd, der var stor og grov. En mands hånd.

Men hun havde også en mands arbejde.

opg a ve

(20)

18

Men det skal blive løgn, tænkte han og rejste sig fra sengen.

I løbet af få minutter havde han samlet tællelyset, læderremmen og det tjærede reb og var i fem bløde spring nede ad trappen.

I den dunkle krostue fyldte han vand på en dunk og fandt spanden med den friske guldmakrel, der lå med bugen i vejret.

Inden han forlod kroen, skævede han som vanligt ind til señor Lopez, der sov med åben mund og bukserne knappet op.

Han havde ganske rigtigt en snip af skjorten mellem læberne. Vinden var løjerlig den nat, snart i øst og snart i vest, men det tog han sig ikke af. Han var om nogen fuldbefaren, og der var ingen spåkæl-ling, der skulle belære ham om vind og vejr, og på denne nat havde han en sær, men klar fornemmelse af held. Han kunne mærke det på sin krop, der sendte ham alle de rigtige signaler. Han havde kræfterne, energien, stædigheden og viljen.

Viljen var det vigtigste. Det var den, der gav ham et forspring for de andre. Med sin indædte vilje ville han komme først. Intet kunne knække den. Når Feo spurgte, hvordan han kunne tro, at han ville

nde skatten foran tusinde voksne mænd, var svaret det samme: Fordi

jeg vil. „Giv mig min jolle, en sten af passende størrelse, min fars gamle bælte og en dunk vand. Så kommer resten af sig selv. Hvorfor? Fordi jeg vil.“

Han tillod sig et lille smil, da fødderne standsede i det brune sand. Båden var væk.

Han bed tænderne sammen og smed rebet fra sig, bukkede sig ned og fulgte jollens spor, der førte fra stranden og ud i havet.

„Gid fanden havde dig, Feodora Dolores Vasgues,“ råbte han, „gid fanden havde alle søstre.“

Han satte sig på en sten og sagde til sig selv, at det ikke betalte sig

at hidse sig op. At han, hvis han tænkte sig godt om, snart ville nde

på en anden mulighed for at komme til havs. Han kunne jo forsøge at låne en jolle, men alle jollerne var i brug. Der var ikke den plimsoller, der ikke var til havs. Mindst hundrede mand var på havet. De sejlede

ud med proviant til ere dage. Tom vidste, at nogle af dem havde

været oppe at toppes, og at en gammel fyr havde mistet livet efter stiksår.

Måske man kunne låne hans jolle, tænkte Tom. Men han anede

ikke, hvor den gamle boede. Hvis han skulle skaffe sig en anden jolle, måtte han stjæle en. Han så på kniven i bæltet. Der var ikke ret meget, han ikke ville gøre for at komme til havs denne nat. Senõr Lopez ville

(21)

(22)

20

værre var det, at søsteren havde hugget båden. At hun havde tilladt sig at rane den lige for næsen af ham, vel vidende, at det var det eneste, han tænkte på, det eneste han levede for.

Han sparkede til en sten, slog foden og lagde sig adt på ryggen, så op i den matsorte nattehimmel. Lukkede øjnene og faldt til ro, mærkede trætheden lægge sig om sin krop. Han lyttede til det sagte bølgeslag og lå egentlig ganske dejligt. Duften af det salte hav forvandlede sig til slørede drømmebilleder af skællede havfruer. Man sagde, de kunne synge. Toms far var en af de få, der havde hørt dem. Havfruer synger vuggeviser, sagde han. Vidunderlige, blide vuggeviser.

Da han igen slog øjnene op, brændte solen over horisonten.

Havet var lyserødt og sort. På en bundgarnspæl sad en pelikan og knebrede.

Tom holdt hånden over øjnene og k straks øje på sin søster.

Hun sad i jollen ikke ret langt ude, og synet var uudholdeligt. Båden vuggede på de riede bølger, selv sad Feodora med siden til stranden, rank som et siv. Den kulørte parasol gjorde synet endnu mere uudhol-deligt. For hun sad der bare. Vidste, at han iagttog hende. At han natten lang havde bandet og svovlet og teet sig.

Han kunne mageligt svømme ud til hende, men den fornøjelse skulle hun ikke have. Han kunne vente.

Men kunne han virkelig vente? Var der tid til det? De andre lykke- jægere kunne for længst have delt rovet mellem sig. Mens den magre

tøs sad til skue.

Tom satte kniven mellem tænderne og skulle netop til at svømme ud, da han så hende begynde at stage.

Hun gav sig god tid og så ud til at nyde morgenen. Var i sit bedste tøj: den purpurfarvede kjole, som hun havde arvet fra sin mor. Det ravsorte hår hang som en tyk etning ned ad ryggen, hvor det nåede hende til livet. Tilmed havde hun været i smykkeskrinet og rigtig majet sig ud.

„Rigtig majet sig ud,“ snerrede han.

Da hun var så langt inde, at de kunne høre hinanden, trak hun åren op, og lod, som om hun blev overrasket over at se ham. Til trods for, at hun havde siddet derude i timevis med det ene formål: at tirre ham.

Tom bed tænderne sammen og trippede utålmodigt.

„Åh, er det dig, Tom.“ Hun skyggede for solen, skønt hun havde den i ryggen.

(23)

21

„Da jeg sad derude, troede jeg, det var en hund. Men nu kan jeg godt se, det er dig.“

„Virkelig?“

„Hvad laver du nede på stranden så tidligt?“

„Hvad tror du, jeg laver? Jeg leder efter min jolle. Den, du har hugget!“

„Pas på dit temperament, Tom, du bliver helt rød i kammen og ligner naboens gris. Men det gør irere jo.“

Tom beherskede sig og trådte ud i vandet. „Kom så ind med min båd.“

„Hvis du beder pænt. Man kunne jo nde på at ro ud igen.“

Tom kneb øjnene sammen. Det værste var, at hun var typen, der

kunne nde på det. Feodora var ikke som noget andet menneske. Hun

gik sine egne veje, tænkte omvendt og sagde ting, der gjorde folk tossede. Indimellem fandt hun på de værste løgnehistorier.

Langt de este af Toms og Feos skænderier drejede sig om deres

fædrene ophav, om deres forskellige nationaliteter. At Toms far var

faldet for feberen, var i Feodoras øjne en højst uværdig måde at dø på.

„Men,“ som hun sagde, „irere har jo heller ingen ære, ingen rygrad og ingen stolthed. De dør i lagnerne.“

En bemærkning som denne blev kun aeveret, når hun var på

behørig afstand, eller når moderen var til stede. Alligevel havde det nær kostet hende livet, da hun en dag var i det mest kyniske hjørne. Efter en times skænderi havde Tom jaget hende op på kroens tag, hvor hun så ned på ham med et spottende smil.

Tom var på det tidspunkt så edderspændt, at tårerne trillede ned ad kinderne.

„Kom ned, halvblods,“ rasede han.

„Spaniere dør i kamp,“ sagde Feo, „irere med et omslag på

panden.“

„Du skal få lov at æde hvert et ord.“

„Og navnet Collins er ikke navnet på en slægt, ej heller en mand,

men på en børnesygdom.“ Feodora lo højt ad sin egen opndsomhed.

Kniven sad mindre end en tomme fra hendes pande, hvor den sank i til skæftet.

Hvid i hovedet stirrede hun på sin bror, der lige så arrig var på vej op ad oliventræet, der voksede ved husets gavl.

„Din far,“ råbte han, „døde, fordi han var en splejs, et halvlitermål, et spansk skvat, der var stupid nok til at duellere, men ikke mand for at vinde. Man sagde tilmed, at hans modstander var gammel og

(24)

22

affældig, svagtseende og kraftløs, men når det kommer til stykket, er en spanier blot en krydsning mellem det muldyr, der smider lorten, og

den ue, der mæsker sig i den.“

Tom nåede op, da Feodora trak kniven ud af tagryggen og holdt den

hen foran hans strube. Med den anden hånd tog hun fat i hans røde hår.

„Gentag de ord, Tom Collins,“ hvæsede hun.

Tom mærkede knivens æg mod sin hud; han vidste alt om, hvor

skarp den var. Ingen på Nevis var mere nidkær med sit våben, end han.

„Gentag, hvad du sagde!“

„Mener du det om muldyret eller det om uen?“ hvæsede Tom. „Så dø da, halvblods,“ knurrede Feo og gav Tom det første ar i livet.

Havde han ikke mistet fodfæste og kuret to fod ned ad tagryggen,

(25)

23

Men der var også en anden side af Feodora.

Således gemte Tom på en række billeder af en pige, der løber på stranden under Caraibiens skæve orangemåne, barfodet og med hår

som kul, vild som passaten, lykkelig som verdens første regnbuesk af

hvis rogn, stjernerne blev skabt.

Det hændte, at hun trak ham ind til sig og spurgte, om han kunne mærke hendes hjerte?

„Dit og mit liv, Tom,“ hviskede hun, „lytter til hinanden.“ Hun snurrede rundt, lo højt og var væk.

„Tag mig med, Feo,“ råber den lille dreng i forsøget på at holde trit. „Hvorhen, Tommy?“

„Hvorhen, du vil,“ svarer purken. „Du skal ønske, lille mand.“

„Så tag mig med til verdens ende.“

Hun holder hans ansigt i sine varme, brune hænder. „Du er der allerede, Tom Collins.“

„Så tag mig med til verdens begyndelse,“ råber den umættelige. „Så må du lære at svømme først.“

Tom satte sig på stranden og så jollen blive trukket på land.

Han talte ikke til søsteren, da hun med parasollen på skulderen spankulerede op mod kroen, nynnende en melodi, hun selv havde lavet.

Halvblods, tænkte han og smed sine ting om bord. Gid du bliver solgt som slave og sendt til Bahia med den første skonnert.

7. Hvordan er Toms forhold til sin mor? Find eksempler i

teksten.

(26)

24 Tifanfaya

af Henrik Nordbrandt

Den næste tekst er også et romanuddrag. Det er begyndelsen på historien om pigen Tifanfaya. Mens du læser, skal du lægge godt mærke til, om du mener, den er realistisk eller fantastisk.

Tifanfaya er mit navn. Jeg kunne godt have ladet, som om jeg var en anden og sagt hun i stedet for jeg, men sådan er jeg ikke.

Tifanfaya. For sådan sang stormen, der rasede den nat, jeg blev født. Min mor døde inden det blev lyst. Og da de havde trukket

lagenet op over hendes ansigt, begyndte kvinderne at diskutere, hvad de skulle stille op med mig.

– Man kunne kvæle hende, her og nu, var der en, der foreslog. – Det er mord! sagde en anden. – Så er det bedre at lægge hende ud i skoven. Så ordner naturen resten.

– Hold nu op! Det gør man ikke længere, sagde en tredje.

– Jamen, så grim som hun er! Så håbløst grim, sukkede nummer to. – Det kan være, hun er klog, indskød en fjerde. – Og måske bliver hun pænere med tiden.

– Hun er jo vanskabt. Det er da synd at lade sådan en leve, sagde hende, der først havde talt. – Lad os dog kvæle hende og få det overstået.

Jeg er ikke klar over, om jeg virkelig forstod, hvad der blev sagt, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig. Jeg ved blot, at sådan en samtale fandt sted.

Husholdersken, frøken Svane, havde selv været til stede, bedyrede hun. Jeg ville godt have vidst, hvilken af replikkerne der var hendes. Hvad min tante Mathilde angår, brugte hun enhver given lejlighed til at påpege det mirakuløse i, at jeg på trods af mit udseende stadig var i live.

Det blev hende og hendes mand, der kom til at tage sig af mig. Da jeg begyndte at forstå indretningen af den sære og indviklede

institu-tion, der går under navnet familie, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, på hvilken måde min onkels og tantes familieforhold hang sammen med mine, for de forekom mig at være fremmede, der hørte til i en anden verden. Men hver gang jeg nærmede mig dette emne, blev jeg mødt med en isnende tavshed. Min tante lod ofte skinne

(27)

25

igennem, at de kun havde taget imod mig, fordi de på grund af deres økonomiske situation ikke kunne være andet bekendt. Hver gang jeg

talte værelserne i mit barndomshjem, k jeg et nyt resultat. Men som

regel lå tallet på et sted mellem 74 og 81.

– Onkel Brutus, sagde jeg en dag. – Hvordan kan det være, at der f.eks. en søndag er 77 værelser i huset, men den næste onsdag kun 75?

– Det glæder mig meget, at du har bemærket det, mit barn, svarede han og klappede mig på kinden. – Det skal minde en om, at intet her i Verden er bestandigt, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Det gjorde jeg naturligvis ikke. Men i det mindste havde han svaret.

Normalt talte han slet ikke. Når man stillede ham et spørgsmål, lo han bare. Nu og da, når der ikke var nogen i nærheden, gav han mig små

gaver. Et par dage før han døde, pressede han et tykt bundt penge

-sedler i hånden på mig og hviskede:

– Rejs! Rejs væk, så hurtigt du kan. Rejs langt væk herfra. Det

blev naturligvis ikke til noget. Da Tante Mathilde ved et tilfælde fandt

pengene, gav hun mig en lussing og satte mig i stuearrest i tre dage.

Min onkel var en stor mand, der lugtede af hvidløg og tobak.

Desværre nåede jeg aldrig at se ham. For jeg var født blind, og i de første år af mit liv var der ingen, der troede på, at jeg nogensinde ville komme til at se. Som det er normalt for blinde, blev mine øvrige sanser stærkere end almindelige menneskers.

Da jeg endelig begyndte at kunne skimte mine omgivelser, sørgede

jeg for ikke at komme til at se for længe på en ting ad gangen. Jeg var bange for, at den ville vise sig at være noget helt andet end det, jeg havde følt på, lugtet til eller smagt på. Jeg lærte også hurtigt, at

visse ting er i stand til at gengive et billede af omverdenen ved hjælp

af deres overade. Først og fremmest spejle, naturligvis, men også vinduesruder, blanke gryder og stillestående vand. Jeg passede nøje på

ikke at lade mit blik komme for tæt på disse ting. Naturligvis kunne

jeg ikke helt undgå nu og da at få et ygtigt glimt af mig selv. Men

jeg forsøgte at lade være med at tænke på, hvordan dette glimt havde været.

Folk, som så mig for første gang, udstødte som regel et gisp af overraskelse. Så så de forlegent ned i jorden, op i luften eller ud til siden, mens de sagde et eller andet fjollet alt for hurtigt.

Men det var noget, der heldigvis sjældent skete. I de første år af mit

liv havde jeg kun kontakt med få mennesker. Når klokken til hoved-døren en sjælden gang ringede, løb jeg ind i den modsatte ende af huset, og hvis vejret var godt, ud i skoven, der stødte op til den over-groede køkkenhave.

(28)

26

Det var en vild, tæt skov. Slyngplanter dækkede de høje træ-stammer, og der voksede tornede krat overalt.

– Folk i byen tror det spøger derude, sagde frøken Svane en aften. Bemærkningen faldt så henkastet, som om hun havde talt om en madopskrift. Vi sad ved køkkenvinduet. Udenfor var det tåget, og mørket var ved at falde på.

– Spøger? sagde jeg. – Det har noget at gøre med de døde, ikke sandt?

– Det er døde, der går på jorden igen, sagde frøken Svane. Hun udtalte ordene meget langsomt og i et højere tonefald end hun havde for vane.

– Så vil jeg måske en dag møde min mor … Og så kan jeg spørge hende om min far, sagde jeg, men fortrød mine ord i samme øjeblik som de var faret ud af munden på mig.

– Tal ikke om den slags! sagde frøken Svane og så mig hårdt ind i øjnene. – Hvis fruen hørte det, ville hun blive rasende. Det er naturligvis ikke andet end sludder. De siger, at der er en halshugget forbryder, der går rundt med sit hoved under armen. Når det er fuld-måne, brøler hovedet højere end en okse. Hvem gider tro på sådan noget vås!

Jeg kunne mærke på hende, at hun ikke mente, hvad hun sagde, og meget gerne ville have mig til at tro på spøgelser. Jeg bestemte mig derfor til, at der ikke fandtes spøgelser.

Jeg ved godt, at jeg allerede har sagt alt for meget om mig selv. Måske burde jeg alligevel have sagt hun. Men nej, det kan ikke være anderledes. Jeg vil blot sige en sidste ting: Jeg var en grim pige, der ikke holdt af at blive set af Verden, og heller ikke brød sig om at se alt for meget på dén.

Da mit syn var blevet normalt, fandt jeg bøgerne. De stod på hylder i et stort, mørkt rum i den nordlige ende af huset, den der vendte

ud mod skoven. De re vægge var helt dækket af bøger fra gulv til

loft. Og sådan, som jeg har beskrevet mig selv, tror jeg ikke, det kan

undre nogen, at jeg lærte mig selv at læse dem. På den måde k jeg

bekræftet, hvad jeg egentlig hele tiden havde vidst: at børn plejede at vokse op i en familie. De havde forældre og søskende. De legede med andre børn og gik i skole. I nogle af bøgerne var der dog også ensomme børn, som jeg selv, der voksede op hos et eller andet sært familiemedlem. Og som jeg selv havde de det skidt. Det trøstede mig. Og til sidst gik det dem altid godt. Men så kom jeg til at tænke på, at de vist alle sammen var smukke.

(29)

27

Min tantes humør var lige så svingende og uberegneligt som vejret i april. I perioder låste hun sig inde på sit værelse. Når hun endelig kom ud, gik hun usikkert, hendes hår hang i tjavser, hendes øjne skinnede, og hendes pupiller var større end de plejede at være. Hvis man talte

til hende, kunne hun nde på at slå. Det var bedst at holde sig så langt

væk fra hende som muligt.

Til andre tider kunne hun være næsten indsmigrende over for mig. – Kære Tiffy. Kom og sæt dig lidt hos mig. Vil du ikke nok holde

mig lidt i hånden, kunne hun nde på at sige.

Bøgerne lærte mig, at der er en forklaring på enhver menneskelig adfærd, og at også min tantes måtte kunne forstås. Ligesom de glimt, jeg nu og da ikke kunne undgå at få af mig selv, måtte hendes

raseri-udbrud og pludselige, overraskende kærlighedsytringer være udtryk

for et sammenhængende væsen. Det anede mig, at hun og jeg i virke

-ligheden var lige bange for at se os selv, måske fordi vores liv var tættere sammenknyttet, end det umiddelbart lod sig ane.

Som tiden gik, blev hendes dårlige sider mere og mere

domine-rende. Det var nu næsten uhørt, at hun sagde et venligt ord til mig, og

hendes raserianfald blev hyppigere.

En dag kom hun farende ud af køkkenet med et åbent brev i hånden. I den anden havde hun en lang køkkenkniv.

– Din heks! skreg hun. – Din lede heks!

– Jamen tante Mathilde! Jeg har intet gjort, sagde jeg forskrækket.

Et øjeblik var jeg bange for, at hun skulle bruge kniven mod mig.

– Har du intet gjort! skreg hun og rystede brevet, mens hun pegede

på det med kniven. Så snurrede hun om på hælen, for ind i køkkenet og smækkede døren i efter sig.

(30)

28

Af en eller anden grund pinte det mig at blive kaldt for en heks, og i nogen tid gik jeg rundt og spekulerede over det. Så en dag bankede jeg impulsivt på døren til hendes værelse og kom i min nervøsitet til at åbne den, inden hun havde fået tid til at sige „Kom ind“. Hun sad ved sit skrivebord. Foran hende lå der et eller andet, som hun åbenbart

ikke ville have, at jeg skulle se. For i samme øjeblik som hun fk øje

på mig, stoppede hun det ned i en skuffe med en febrilsk bevægelse. Hendes lange, tynde ansigt udstrålede mishag, overraskelse og endnu en følelse, som jeg ikke kunne placere.

– Hvad i alverden ligner det! råbte hun. – At komme brasende ind på den måde.

– Hvorfor kaldte du mig for en heks, tante Mathilde? sagde jeg. – Det er bare et udtryk, dit lille fjols.

– Tante Mathilde, vi må tale sammen. – Er du nu også begyndt at tale?

– Du erda min tante, er du ikke, tante Mathilde?

– Hvis du ikke har noget fornuftigere at spørge om, så tag og forsvind!

– Du kunne jo baresige, du var min tante. Jeg mener, jeg har ingen,

jeg kan spørge. Min mor er død, og min far må jeg slet ikke nævne. Jeg ved intet. Hvad skal jeg gøre?

– Du skal holde din mund, indtil du bliver gammel nok til at forstå. – Jamen, jeg vil gerne vide besked. Hvorfor må jeg ikke få noget at vide om min far?

(31)

29

– Kom nu ikke for godt i gang! sagde hun vredt og rejste sig halvt op i stolen. – Tag så og forsvind med dig!

Jeg kunne se, jeg ikke nåede længere, men sagde alligevel trodsigt: – Jeg vil også gerne i skole. Alle andre går i skole.

– I skole, sagde hun og begyndte at le. – Du vil bare blive til grin, sådan som du ser ud. Er du klar over, hvordan du ser ud?

– Hvorfor skal du altid minde mig om mit udseende?

– Nu skal jeg hente spejlet, sagde hun og rejste sig. – Skal vi kigge lidt i spejlet?

Der gik panik i mig, og jeg løb skrigende ud af værelset, fulgt af hendes skingre latter.

Nogle hundrede meter inde i skoven, godt skjult af tætte buske, lå der et lille, forfaldent lysthus. Det var ovalt og bestod af et eneste rum. Der var kulørte ruder hele vejen rundt, men mange af dem var gået i stykker. Væggene var beklædt med muslingeskaller. Der var også en pejs, og når det var koldt, tændte jeg somme tider op i den.

Lysthuset var blevet mere hjem for mig end min tantes store,

skumle hus, og næsten hver dag tilbragte jeg timer med at læse bøger fra biblioteket.

Men den eftermiddag kunne jeg ikke koncentrere mig om at læse. Når jeg tænkte på tante Mathildes opførsel, blev jeg både forvirret og bange. Og af en eller anden grund følte jeg mig skamfuld på hendes vegne.

(32)

30

Det var tidligt i april. Dagen havde været varm, men da skumringen kom, begyndte det at blæse, og pludselig følte jeg kulden krybe ind under tøjet og ind i min krop. Jeg rejste mig og ville til at gå hjem, men tøvede et øjeblik i døråbningen. Jeg havde ikke lyst til at gense tante Mathilde lige med det samme.

Med langsomme skridt begyndte jeg at gå længere ind i skoven. Indtil da havde jeg faktisk næsten kun kendt den del af den, der lå mellem lysthuset og mit hjem. Stien var smal, men så ud til at blive

brugt ittigt. Selv om det blev mørkere og mørkere, havde jeg intet

besvær med at orientere mig, for månen var fuld.

Et sted var der et stort, åbent stykke land mellem træerne. Da jeg var nået ud til midten, vendte jeg mig om og så mig tilbage. På afstand virkede træerne mørkere og mere dystre end når man gik inde mellem dem.

Jeg begyndte igen at gå. Foran skovbrynet på den modsatte side standsede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå længere.

Pludselig blev mørket gennembrudt af en lyd så skrækindjagende, at jeg følte det, som om mit hjerte var ved at eksplodere. Det var halvt et brøl, halvt en jamren. Et øjeblik stod jeg som fastfrossen. Så vendte jeg om og løb tilbage i panik. Mens jeg løb, hørte jeg brølet blive

gentaget et par gange.

Jeg besluttede mig til at tage tingene i mine egne hænder. At tro, at jeg kunne det, var naturligvis naivt. Men hvad skulle jeg ellers gøre?

Springe ud fra tårnet? Det var der andre, der havde gjort, påstod frøken Svane.

En morgen lige før daggry stod jeg op og tog min neste kjole

på. Det var en rød silkekjole, som havde tilhørt min mor. Jeg havde forsøgt at sy den ind, men den var stadig for stor til mig. Til kjolen hørte en sort hat med slør. Når jeg tog den på, ville det være svært at se mit ansigt tydeligt. Jeg kunne ikke vide, at hatte var gået af mode for mange år siden.

Jeg listede mig ud af huset og op gennem alleen. Den var over en kilometer lang, og mundede ud i hovedvejen på den anden side af den høje bakke, der var skyld i, at man ikke kunne se havet fra vores hus.

Da jeg nåede bakketoppen, var det blevet lyst. Byen, der var mit mål, lå nede ved havet nogle kilometer borte. Det var en kold morgen. Der lå endnu rimfrost på markerne. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se røgen stige op fra skorstenene på de små huse.

Jeg havde kun været i byen et par gange før, og i kort tid ad gangen. Desuden var jeg blevet kørt. Jeg havde aldrig før gået omkring i

(33)

31

gaderne på egen hånd. Det var en lille by, men alligevel blev jeg over-vældet af synet af så mange mennesker på en gang.

Jeg spurgte en politibetjent om vej til skolen. Længe før jeg nåede den, kunne jeg høre larmen fra skolegården. I mine ører lød det værre end ti motorsave på en gang.

Da jeg åbnede lågen og gik ind på pladsen, blev der stille et øjeblik. Det forekom mig også, at alle stirrede på mig. Men måske var det indbildning. Jeg gik hen til en mand, som jeg kunne regne ud måtte være lærer, og sagde med fast stemme:

– God dag. Jeg vil gerne tale med præsidenten.

– Præsidenten! Hvad mener du med det? svarede han, mens han bøjede sig over mig, indtil hans næse næsten berørte min. Han havde briller på. Glassene skinnede, så man ikke kunne se øjnene bag dem.

– Ja, altså ham, der bestemmer over det her foretagende, sagde jeg. – Den øverste.

– Nå, skoleinspektøren. Kom bare denne vej. Han slog ud med en bred, stærkt behåret hånd, der var plettet af blækklatter. Han måtte have bidt negle det meste af sit liv, for der var ikke meget tilbage af dem.

Jeg blev vist op ad en bred trappe. Der var en gennemtrængende lugt af noget, jeg syntes, jeg kendte, men alligevel ikke kunne afgøre, hvad var. For enden af den var der en dør med et skilt, hvorpå der stod „Inspektør“.

Han lignede læreren og de andre mænd, vi havde passeret på trappen, til forveksling. De havde blege, ligesom hule ansigter og tætsiddende, glansløse øjne. Man kunne kende inspektøren på, at han røg pibe. Værelset var fuldt af tobaksrøg. Det var næsten umuligt at se fra den ene væg til den anden.

Jeg skulle naturligvis straks have sagt mit navn, og fortalt, hvor jeg kom fra. Men jeg blev forvirret og kom i stedet for til at sige, hvad jeg tænkte:

– Er I alle sammen i familie? spurgte jeg.

– Hvem er i familie? sagde inspektøren, mens han rynkede panden let.

– De der arbejder her.

– Ja, ja. Det kan man sådan set godt sige, sagde han og lo. – Den var god! Men hvem er du, min pige?

– Mit navn er Tifanfaya. Jeg kunne godt tænke mig at gå i skole. Jeg kan allerede læse og skrive.

– Gå i skole. Jamen, gør du da ikke det? Dine forældre må da … sagde han forvirret.

(34)

32

– Jeg har ingen forældre. Min mor er død. Min far … Her standsede jeg forlegent. Jeg svedte under sløret. Jeg kunne mærke en dråbe løbe

ned ad kinden og videre ned på halsen. Det kildrede.

Han rejste sig fra sin stol og gik ere gange rundt om mig, mens

han inspicerede mig. Han pustede en hel del. Han havde åbenbart svært ved at få vejret. Jeg følte mig som et mærkeligt dyr. Det virkede

næsten, som om han overvejede at lade mig udstoppe. Tanken k mig til at le. Der var et eller andet ved stedets atmosfære, der gjorde, at

jeg ikke kunne beherske mig. Normalt lo jeg ellers så at sige aldrig. Børnene i skolen måtte have det fantastisk morsomt! tænkte jeg.

– Hvad griner du af? spurgte han.

– Nå, jeg k bare den idé, at De ville lade mig udstoppe.

– Du er da en sær en.

– Jeg er bare en forældreløs pige, der ikke kender noget som helst

til verden. Jeg vil så gerne lære noget.

– Der må da være nogen, der tager sig af dig.

Jeg kom igen til at le, så jeg dårligt nok kunne tale. Så sagde jeg:

– De må meget undskylde. Normalt er jeg en meget alvorlig person.

Meget, meget alvorlig vil jeg endda sige. Men der er noget ved atmo

-sfæren her.

– Vi prøver jo på at skabe et muntert miljø for vores elever, sagde han, mens han lænede sig lidt tilbage og tog et dybt drag af piben. – Men hvad var det nu, vi kom fra … lad mig se …

– Det var det med at tage sig af, sagde jeg. – Det var det, der k mig til at grine. Jeg bor hos min tante, ser De.

– Ser man det, sagde inspektøren, mens han pustede en røgsky i

ansigtet på mig. – Og hvad hedder så tante?

– Tante Mathilde hedder hun. Mathilde Hug.

Da han hørte navnet, k han et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han

holdt op med at gå og tog piben ud af munden.

– Så er du altså … sagde han langsomt. – Så er jeg altså hvem?

– Jeg mente bare …

– De sagde, De vidste, hvem jeg var. Og nu spørger jeg Dem om

det. De kunne ærlig talt godt tage at besvare mit spørgsmål.

– Nu bliver du for urimelig! sagde han. – Du passer slet ikke ind

her, kan jeg mærke. Det ville være helt forkert. Helt forkert.

Efterhånden var jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret. Men jeg

sagde stædigt:

(35)

33

Han drejede rundt på hælen og forlod værelset, og til min undren hørte jeg døren blive låst.

Der gik næsten en halv time før den blev lukket op igen. Udenfor stod foruden skoleinspektøren, frøken Svane og tante Mathildes alt-mulig-mand, Hubert, som jeg vist ikke har omtalt før. Jeg gjorde modstand. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at gå, men af princip.

Hubert er meget lille, næsten en dværg. Frøken Svane er til gengæld næsten to meter høj. Det må have set mærkeligt ud, da de to slæbte mig af sted gennem skolegården, tænkte jeg. Ikke kun bagefter, men også mens det skete.

Min tante modtog mig koldt. Hun hævede først hånden, som om hun skulle til at slå. Så sagde hun:

– Hvis det gentager sig, skal jeg love dig, at du kommer til at fortryde det. Mere end du kan forestille dig, dit lille fjols.

1._{Er teksten realistisk eller fantastisk?} opg a ve

(36)

34

34 Et hjem med gevær

Et hjem med gevær

af Cato Thau

--

J

ensen

Hverken Tom Collins eller Tifanfaya ﬁndes i virkeligheden. De er ﬁktive

personer, som Bjarne Reuter og Henrik Nordbrandt har fundet på.

Så-dan er det ikke med den næste tekst, du skal læse. Det er en

dan er det ikke med den næste tekst, du skal læse. Det er en erindring erindring

– en fagtekst, en person har skrevet om sit eget liv. Det, der står i en

erindring, har altså fundet sted i virkeligheden. Forfatteren til denne

erindring hedder Cato Thau-Jensen, og han har selv illustreret den. En

erindring kaldes også en

erindring kaldes også en selvb selvbiograﬁiograﬁ..

Tunge

Da jeg var 5 år, bed jeg tungen halvt

Da jeg var 5 år, bed jeg tungen halvt af. Det skete i børnehaven. Jegaf. Det skete i børnehaven. Jeg

sad oppe på rutschebanen. Det var forår, og det blæste i

sad oppe på rutschebanen. Det var forår, og det blæste i de nyud-de

nyud-sprungne

sprungne kastanjetræerkastanjetræer..

Rutschebanen var det højeste punkt på legepladsen, derfra kunne

jeg se alle de andre børn,

jeg se alle de andre børn, en af dem kiggede op på en af dem kiggede op på mig. Da jeg sattemig. Da jeg satte

fra og begyndte at glide ned,

fra og begyndte at glide ned, rakte han tunge af mig. Jeg rakte rakte han tunge af mig. Jeg rakte tungetunge

tilbage, og da jeg nåede ned

tilbage, og da jeg nåede ned i sandkassen, klappede jeg tændernei sandkassen, klappede jeg tænderne

sammen.

Jeg mærkede en skarp, varm smag fylde munden. Jeg

Jeg mærkede en skarp, varm smag fylde munden. Jeg sad et øjebliksad et øjeblik før munden ød over. De andre kom løbende og slæbte af sted

før munden ød over. De andre kom løbende og slæbte af sted medmed

mig hen over iserne, hen langs knagerækkerne og

mig hen over iserne, hen langs knagerækkerne og ud på børnehavensud på børnehavens

toilet, hvor der var en lang

toilet, hvor der var en lang hvid vask. Blodet bredte sig som en hvid vask. Blodet bredte sig som en rødrød

sky på bunden af vasken, og

sky på bunden af vasken, og jeg tænkte, at så nymalet rød var jeg tænkte, at så nymalet rød var jeg altsåjeg altså

indvendig.

Min far var tandlæge. Han mente nok han

Min far var tandlæge. Han mente nok han kunne sy min tungekunne sy min tunge på igen, han havde store ravgule ngre

på igen, han havde store ravgule ngre som smagte af tobak. Hansom smagte af tobak. Han

prøvede at sy min tunge fast

prøvede at sy min tunge fast to gange inden jeg kom på to gange inden jeg kom på hospitalet. Jeghospitalet. Jeg k to ens røde biler

k to ens røde biler mens jeg lå der.mens jeg lå der.

Frø

I ferierne kørte vi til Ribe

I ferierne kørte vi til Ribe hvor min farmor boede. Vi kørte i enhvor min farmor boede. Vi kørte i en

Chrysler New Y

Chrysler New Yorker som min orker som min far havde købt. Det far havde købt. Det var et amerikanskvar et amerikansk

dollargrin som brugte en masse benzin og lugtede syntetisk

dollargrin som brugte en masse benzin og lugtede syntetisk indvendig.indvendig.

Jeg blev altid køresyg.

(37)

35

Min mor var i hvid plisseret nederdel, hvid

Min mor var i hvid plisseret nederdel, hvid bluse og perlekæde afbluse og perlekæde af

ægte perler. Hun stod og holdt mig på panden, i en grøft

ægte perler. Hun stod og holdt mig på panden, i en grøft i nærheden afi nærheden af

Vejle, mens jeg kastede op.

Når vi nærmede os Ribe, kunne vi

Når vi nærmede os Ribe, kunne vi på lang afstand se domkirke-på lang afstand se domkirke-tårnet skyde op i det fade

tårnet skyde op i det fade landskab. Hvis vi havde gæster med, skullelandskab. Hvis vi havde gæster med, skulle

de op i tårnet som det

de op i tårnet som det første. Det var jeg ikke så første. Det var jeg ikke så begejstret for. begejstret for. ViVi

skulle sno os op ad en

skulle sno os op ad en smal stentrappe og derefter ad stejle trætrappersmal stentrappe og derefter ad stejle trætrapper

forbi de store klokker. Jeg var bange for at de skulle give

forbi de store klokker. Jeg var bange for at de skulle give sig til atsig til at

kime, når vi gik forbi. Jeg tænkte

kime, når vi gik forbi. Jeg tænkte at de nok slog så at de nok slog så højt at tårnet villehøjt at tårnet ville

styrte sammen, eller at jeg ville blive

styrte sammen, eller at jeg ville blive døvdøv. Det var også farligt når . Det var også farligt når manman

endelig kom ud på toppen af

endelig kom ud på toppen af tårnet fordi de voksne altid skulle snakketårnet fordi de voksne altid skulle snakke

om dem der var sprunget ud

om dem der var sprunget ud for at begå selvmord.for at begå selvmord.

…

(38)

36

Da vi skulle hjem, havde jeg

Da vi skulle hjem, havde jeg fundet en lille frø i haven. Jeg fundet en lille frø i haven. Jeg villeville

beholde den som kæledyr og gemte den

beholde den som kæledyr og gemte den i hånden, men da jeg sad i hånden, men da jeg sad ii

bilen, hoppede den fra mig, og jeg

bilen, hoppede den fra mig, og jeg kunne ikke nde den igen.kunne ikke nde den igen.

Der var en automatisk cigartænder i vognen. Når

Der var en automatisk cigartænder i vognen. Når man stak nogetman stak noget

derind, blev en ståltrådsspiral glødende og stak ild.

derind, blev en ståltrådsspiral glødende og stak ild. Min mor advaredeMin mor advarede

mig mod at stikke ngeren derind.

Jeg faldt i søvn og drømte

Jeg faldt i søvn og drømte at frøen var sprunget ned i at frøen var sprunget ned i den automa-den

automa-tiske cigarettænder. Det var det første

(39)

37

Værelse

Da jeg var 8 år, blev mine forældre skilt, min far

Da jeg var 8 år, blev mine forældre skilt, min far var på det tidspunktvar på det tidspunkt

dobbelt så gammel som min mor. Min søster kom til at bo hos

dobbelt så gammel som min mor. Min søster kom til at bo hos voresvores

mor, og min far k forældremyndigheden over mig.

Da min mor var yttet, fandt

Da min mor var yttet, fandt min far alle de gamle arvestykkermin far alle de gamle arvestykker

frem, og han indrettede et nyt værelse

frem, og han indrettede et nyt værelse til mig. Den ene væg var tættil mig. Den ene væg var tæt

behængt med gamle fotograer, det var alle mine bedste- og

oldefor-ældre og familie på min fars

ældre og familie på min fars side. De så alle ud som side. De så alle ud som om de lige havdeom de lige havde

set et spøgelse. Der var også et

set et spøgelse. Der var også et kæmpetungt skrivebord hvor jeg kunnekæmpetungt skrivebord hvor jeg kunne

lave lektier. Der stod to blækhuse i marmor og en presse med

lave lektier. Der stod to blækhuse i marmor og en presse med træktræk-

-papir som man kunne ralle hen over

(40)

38

det overskydende blæk op. I vinduet hang et par lange plysgardiner holdt tilbage af morgenstjerner i jernkæder, alt sammen meget solidt.

Jeg var lige blevet fan af ABBA og værelset stod ikke helt mål med mine hedeste diskodrømme. Først var jeg nærmest rædselsslagen over at jeg skulle bo på det værelse, men så tænkte jeg at jeg nok kunne smide tingene ud stykvis og erstatte dem med ABBA-plakater, hyrde-tæppe og rispapirlamper.

Det store skrivebord havde nu én fordel: Det havde nogle dybe skuffer hvor jeg kunne gemme gamle madpakker. Min far gav mig i en periode madpakker med i skole, nogle ordentlige humpler Struer grovbrød med spegesild og rå løgringe eller kartoffelmos og en hummerklo. De få gange jeg løb risikoen og pakkede ud i klassen, vakte det så stor opmærksomhed at selv gårdvagten måtte ind og se på. Når jeg kom hjem om eftermiddagen gemte jeg de uåbnede madpakker inderst i skrivebordsskufferne og glemte alt om dem. Min lugtesans har aldrig været veludviklet.

Tænder

Når jeg kom i seng om aftenen, k jeg tit en guldbarre chokolade. Som tandlæge anbefalede min far chokolade frem for bolsjer. „Det smelter og forsvinder fra mundhulen på få minutter,“ sagde han, „og

er et udmærket nydelsesmiddel til unge mennesker i voksealderen.“

Jeg k en seddel med hjem om skoletandpleje som var noget nyt

dengang. Min far syntes at det var en udmærket ide at jeg gik til skole-tandlægen; men han ville lige selv se mig ind i munden først. Her gjorde han en ubehagelig opdagelse.

Jeg k den helt store tur i min fars tandlægestol, for han ville nu

ikke være bekendt at sende mig til skoletandlægen med rådne tænder. Han kunne lige så godt have rørt sølv til mine fyldninger i en margre-theskål, så mange huller havde jeg.

Han lavede også tænder på sig selv. Engang hvor min søster var på weekend hos os, kom hun løbende og fortalte mig at far stod i klinikken og rykkede tænder ud af munden på sig selv. Ikke fordi det kom bag på os, men vi måtte alligevel se hvordan det foregik. Han stod foran spejlet, hvor han plejede at vaske hænder, og trak alle tænderne ud, en for en, og lagde dem op i række på kanten af vasken. Han ville lave en protese til sig selv.

(41)

(42)

40

Cato Thau-Jensen

Jeg blev født den 9. februar 1966, det var meget koldt. Det første ord jeg kunne sige var „skål!“.

Jeg har gået i 3. klasse to gange, for jeg kom vist lidt for tidligt i skole. Jeg glemte altid min skoletaske i skolebussen. Jeg gik på gymnasiet i Århus, og her mødte jeg min bedste ven Søren. Vi satte os ved siden af hinanden den første dag på Århus Katedralskole – som gymnasiet hedder.

Min søster hedder Laila og arbejder i øjeblikket på det danske konsulat i San Francisco. Hun har også taget en uddannelse fra Designskolen i Kolding ligesom

mig. Jeg gik på „Grafsk design og

illustration“ og har siden illustreret en masse billedbøger bl.a. Suføsen og den lille Folmer, Og så er det godnat , Vingekattenog Den frygte -lige håndog skrevet et par stykker.

En af dem hedderGerda Flues forfærdelige køkken. Jeg har boet i

Skovby, Kolding, Sorø, København og bor nu i Brabrand ved Århus, men sidder i skrivende stund på en cafe i Sacramento, Californien. Der sidder en transvestit ved bordet ved siden af.

1._{Hvilken slags fagtekst er denne tekst (se side 8)?} 2._{Er det en multimodal tekst – hvordan (se side 10)?} 3._{I selvbiograﬁer kan man ikke altid være helt sikker på,}

om forfatteren virkelig har oplevet det, der står i teksten, eller om han har digtet noget til for at gøre historien mere spændende.

Find oplysninger om Cato Thau-Jensen på internettet. Undersøg, om det, han fortæller, virkelig passer.

opg a ve

(43)

41

2. I faklernes

skær

(44)

422 I faklernes skær

_{– om miljø}

Når vi taler om miljø i forbindelse med litteratur, taler vi om den tid og det sted, historien udspiller sig. En tekst kan fx foregå i en landsby på Sydfyn eller i et krigshærget land langt herfra. Og den

kan foregå i nutiden, for ere hundrede år siden eller i fremtiden.

Vi kalder historiens tid og sted for tekstens fysiske miljø. Vi kan også tale om en teksts psykiske miljø. Så taler vi om den stemning, teksten skildrer. Miljøet kan fx være skildret rart og trygt – eller uhyggeligt og voldsomt.

I nogle tekster hænger genre og miljø tæt sammen – fx foregår en

science ction-tekst altid i en fremtidsverden. I dette kapitel er der

fokus på én bestemt genre og dens miljø: fantasygenren. Fantasytekster kan vi dele op i to grupper:

Én verden – den fantastiske

I nogle fantasytekster foregår hele handlingen i en overnaturlig verden. Denne verden minder på mange måder om miljøet i middelalderen: enorme landskaber med store borge osv. Der kan være overnaturlige væsener som orker, elver, feer, enhjørninger,

drager og kæmper. I mange fantasytekster af denne slags opnder

forfatteren selv det land, teksten foregår i.

To verdener – en realverden og en fantastisk

verden

I andre fantasytekster er der to verdener: en realverden, som ligner vores egen verden – og en fantastisk verden, som er overnaturlig. Den reale verden er realistisk med almindelige mennesker. I den fantastiske verden derimod er der både overnaturlige væsener og almindelige mennesker – men her har de måske overnaturlige evner. Sådanne fortællinger begynder ofte i den reale verden, men på et tidspunkt foretager hovedpersonen og måske også nogle af bipersonerne en rejse fra den reale verden til den fantastiske. Måske rejser de kun én gang, måske pendler de frem og tilbage

ere gange. Men én ting er næsten sikker: For at komme fra den

reale verden til den fantastiske skal de oftest igennem en magisk passage. Det mest berømte eksempel på en sådan fortælling med to verdener er historien om Harry Potter.

(45)

433

6 Kender du andre fantasytekster med to verdener?

6 Hvordan er de to verdener forskellige?

6 Hvordan vil du beskrive den magiske passage?

6 Kender du fantasytekster med kun én verden?

6 Er der fantastiske væsener? Hvem er gode, og hvem er onde?

Du skal nu læse tre fantasytekster. De er alle uddrag af romaner – faktisk er fantasyromaner ofte tykke bøger, fordi der sker så

utrolig meget i historierne. Derfor kan der også være meget, man skal holde styr på, når man læser fantasy.

Du skal også arbejde med computerspil. I computerspil kalder man den genre, der mest ligner fantasytekster, foradventurespil,

(46)

56

Den næste fantasytekst er en klassiker. Den er skrevet i 1950, men er stadig en bestseller. Dens popularitet blev ikke mindre af, at den i 2006 blev ﬁlmatiseret af Disney. Måske kender du den også under titlenNarnia. Du skal her læse begyndelsen på den store roman. Læg godt mærke til miljøet, og læg også mærke til, hvilken type fantasy-tekst du mener, det er (se side 42).

1. Lucy udforsker et garderobeskab

Der var engang re børn, som hed Peter, Susan, Edmund og Lucy. Denne historie handler om noget, der hændte dem, mens de var sendt væk fra London under krigen på grund af luftangrebene. De blev sendt ud til en gammel professor, som boede langt ude på landet, femten kilometer fra den nærmeste jernbanestation og tre kilometer fra det nærmeste postkontor. Han var ugift og boede i et meget stort hus sammen med en husholderske ved navn fru Macready og tre tjenestepiger (de hed Ivy, Margaret og Betty, men de kommer nu ikke til at optræde særlig meget i historien). Selv var han meget gammel med pjusket hvidt hår både på hovedet og i det meste af ansigtet, og børnene kunne næsten med det samme lide ham; men den første aften, da han kom ud for at modtage dem foran hoveddøren, så han så løjerlig ud, at Lucy (som var den yngste) blev en smule bange for ham, og Edmund (som var den næstyngste) ikke kunne lade være med at le og blev nødt til at lade, som om han pudsede næse, for at skjule det.

Lige så snart de denne første aften havde sagt godnat til professoren og var gået ovenpå, kom drengene ind til pigerne, og sammen snak -kede de om, hvad der var sket.

„Der er ingen tvivl om, at vi har været heldige,“ sagde Peter. „Det her tegner til at blive alle tiders. Den gamle fyr vil lade os gøre lige hvad vi har lyst til.“

Løven, heksen og

garderobeskabet

af C.S. Lewis

Løven, heksen og

(47)

57

„Jeg synes, han er en sød gammel mand,“ sagde Susan.

„Årh, hold op!“ sagde Edmund, som var træt og lod, som om han ikke var det, hvilket altid gjorde ham i dårligt humør. „Lad være med at tale på den måde.“

„På hvad for en måde?“ sagde Susan. „For resten er det vist på tide, at du kommer i seng.“

„Du lyder ligesom mor,“ sagde Edmund. „Og du skal aldeles ikke bryde dig om at fortælle mig, hvornår jeg skal i seng. Gå selv i seng.“

„Burde vi ikke alle sammen gå i seng?“ sagde Lucy. „Der bliver i hvert fald ballade, hvis de hører os snakke sammen herinde.“

„Nej, der gør ikke,“ sagde Peter. „Det her er nemlig sådan et hus, hvor ingen vil blande sig i, hvad vi laver. Og de kan under alle omstæn-digheder ikke høre os her. Det tager cirka ti minutter at komme ned til spisestuen heroppefra, og der er masser af trapper og gange ind

imellem.“

„Hvad er det for en lyd?“ sagde Lucy pludselig. Det var det største hus, hun nogen sinde havde været i, og tanken om alle de lange gange og mange døre, der førte ind til tomme værelser, havde fået hende til at føle sig en smule uhyggelig til mode.

„Det er kun en fugl, din tumpe,“ sagde Edmund.

„Det er en ugle,“ sagde Peter. „Det her er garanteret alle tiders sted, hvis man vil se fugle. Jeg vil gå i seng nu. I morgen kan vi rigtig

udforske huset. Jeg tror, man kan nde hvad som helst her. Så I bjer

-gene på vej herud? Og skoven? Måske er her ørne. Måske hjorte. I hvert fald høge.

„Grævlinger!“ sagde Lucy. „Ræve!“ sagde Edmund. „Kaniner!“ sagde Susan.

Men da børnene stod op næste morgen, silede regnen ned – så tæt, at man hverken kunne se bjergene eller skoven eller blot bækken nede i haven, når man kiggede ud ad vinduet.

„ Naturligvisskulle det gå hen og blive regnvejr!“ sagde Edmund.

De havde netop spist morgenmad sammen med professoren og sad nu ovenpå i det værelse, han havde stillet til deres rådighed – et langt, lavloftet værelse med vinduer til begge sider, to i hver væg.

„Hold nu op med at brokke dig, Ed,“ sagde Susan. „Jeg tør vædde på, at det klarer op igen i løbet af et par timer. Og indtil da behøver vi i hvert fald ikke kede os. Der er både radio og masser af bøger.“

„Det gider jeg ikke beskæftige mig med,“ sagde Peter. „Jeg vil hellere udforske huset.“

(48)